Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Man sætter sig til rette og tænder for Somewhere. De første tre minutter af filmen drøner en ferrari i cirkulære glimt forbi et stationært kamera. Og sådan fortsætter det. Indstillinger der synes uendelige og en yderst sparsom dialog.
Men det er alligevel værd at hænge på. Man skal nemlig lige give sig selv lov til at trække vejret dybt, lade pulsen falde og så ellers flyde med strømmen i Sofia Coppolas nyeste film.
Det er egentlig en historie, vi kender udmærket; udefrakommende omstændigheder får manden til at revurdere sit liv og de sande værdier.
Her i Somewhere i skikkelse af Johnny Marco en filmstjerne i Hollywood, der pludselig skal lære sin 11-årige datter rigtigt at kende.
Man kan sagtens se, at Sofia Coppola mere eller mindre har taget rammen og stilen fra Lost in Translation og overført den til Somewhere. Men hvorfor fikse noget der ikke er i stykker? Hun har en speciel fortællestil, og den mestrer hun til fulde. Somewhere er en lille stilistisk perle, der langsomt kryber ind under huden på én og rent faktisk er ganske morsom. Ikke ha-ha morsom, men nogle af scenerne er sjove og absurde - hvis man vel at mærke selv kan finde humoren. Kameraet er ofte stationært; nøgternt fortællende uden de store armbevægelser. Vi får blot lov til at kigge med i Johnny Marcos liv. Det levner plads til en masse fortolkning fra seeren, der mere eller mindre selv må udfylde de huller den fraværende dialog efterlader, og det er da bestemt krævende, men også utroligt indlevende.
Vi ved ikke hvorfor Johnny Marco er berømt, vi kan bare se på folks reaktion og det liv han lever, at han både må have penge nok og være en superstjerne.
Det er et anderledes blik på Hollywood og dens fortabte sjæle, og selv om emnet er tæsket til døde, så virker Somewhere alligevel som et gensyn med noget velkendt blot med friske øjne.
Rollen som Johnny Marco spilles af Stephen Dorff, som de fleste nok først og fremmest vil kende fra Blade, hvor han var den lede Deacon Frost. Han er utroligt velvalgt til rollen og han spiller med en blotlagt nerve og har konstant en aura af tristhed over sig, der virker som skabt til rollen. Datteren spilles af den unge Elle Fanning, der ud over at være en lille skønhed ydermere er en fin skuespiller og hun formår faktisk at spille helt op til Dorff. Ikke mindst takket være en fremragende instruktion er de to et formidabelt makkerpar.
Somewhere er ikke Lost in Trasnlation. Selv om det er nogenlunde den samme fortælling i nogenlunde de samme rammer, så er den faktisk helt sin egen. Det er en gribende og sjov fortælling om det Hollywood vi alle kender og de stjerne vi alle kender, bare på en helt ny måde.
Der er ingen tvivl om at Sofia Coppola også er helt sin egen når det gælder film. Hun er et forfriskende pust fra Hollywoods store filmfabrik, og man kan kun glæde sig over at film som Somewhere i det hele taget får lov til at blive lavet.
Blu-ray formatet tilføjer Somewheres flotte billeder en ekstra dimension og gør filmen endnu mere nærværende.
SF/Fox.
