Skriv en kommentar
Computerspil, der succesfuldt har klaret transskriptionen til spillefilm, kan vist tælles på én hånd. Det bliver ofte noget makværk, hvor spilnørderne krakilsk pludselig får en holdning til film, hvis man gør deres fantasiverden fortræd. Billig cola og oversaltede popcorns gourmetrenommé mister pludselig sin værdi, hvis gamerne føler sig trådt over tæerne. Det er lige før, at de kommer i kontakt med den realverden, som rent faktisk findes. SEGAs Sonic er ikke ret hårdt ramt på den konto. Havde den ikke været en god forretning, så ville der slet ikke have været instruktører, der ville røre den med en ildtang. Den slags kan rent faktisk være karriereødelæggende. I Sonics tilfælde har Jim Carrey senest været ude og fortælle, at han gerne medvirker igen, hvis der øjensynligt skulle blive en Sonic The Hedgehog 4. Lur mig…
Denne anmeldelse kommer dog til at holde et objektivt fokus, da signaturen her ikke ejer en konsol, en futuristisk gamerstol, et multifarvet tastatur eller er en del af en onlineverden af avatars i et community, der ikke kender til filmkunst, auteurs og Guldpalmevindere. Kendskab til Sonic, Knuckles og Tails kan du til gengæld regne med. Netop disse tre “rumvæsner”, der nu lever i fordragelighed blandt mennesker i vores verden, får noget at se til, da Shadow, et arrigt pindsvin, bryder løs fra et sikkerhedsfængsel i Japan. Tilbageholdt i 50 år giver en vrede uden lige, og med hans evner og kræfter varer det ikke længe før jorden ikke længere kan vide sig sikker. Sonic og hans to venner tilkaldes af myndighederne i opgaven udi at få sat en stopper for Shadows ødelæggelser.
Der er fuld knald og power på udskejelserne, der fungerer fremragende rent animationsteknisk i parallellen mellem animationen flettet ind i vores verden. Det er svært at forestille sig, at det har været en billig omgang, da pindsvinene buldrer og brager løs, som skulle man tro, at de var i familie med Godzilla og King Kong. Billigt har det nok heller ikke været i skuespillerlønninger. Jim Carrey medvirker i flere roller undervejs, mens Ben Schwartz, Colleen O’Shaughnessey, Idris Elba og ingen ringere end Keanu Reeves lægger stemme til pindsvinene.
Får man så noget for de mange dollars? Den helt store vinder er filmen og dens produktion. Publikum får i bedste fald en tynd historie baseret på en ny skurk, en klassisk kamp mellem det gode og onde. Sorry, men det er set 1000 gange før og 1000 gange bedre. Filmen døjer desuden med at finde ud af, om den vil være en børnefilm eller en film for SEGA-fans. Forsøget rammer lige midt i mellem og fremstår noget ugidelig i både sin humor (påstået) og sin action. Med et soundtrack fra bl.a. The Prodigy, The Beach Boys og The Traveling Wilburys, så er den i den henseende ikke ret børnevenlig. Omvendt er filmen heller ikke ret voksenvenlig, da håndbremsen aldrig bliver sluppet helt. Man skulle jo nødig blive bange for Shadow…
På kistebunden er Sonic The Hedgehog 3 en bragende succes, men en lettere kedsommelig affære for det brede publikum. Der er lige som ikke rigtig noget signifikant eller særligt over dens evige jagt på action. Jeg kan ikke hive mere op end 2 stjerner, som alene går til en overdådig animation, som står i skærende kontrast til et umådelig trist manuskript.
