Skriv en kommentar
Virkelighedens tragedie
Den danske filminstruktør Nils Malmros har igennem fire årtier givet det danske biografpublikum personlige film baseret på egne erindringer og erfaringer. På trods af de personlige historier, så har filmene ofte været vedkommende os andre.
Fra de personlige ungdomsfilm fra 70’erne og 80’erne; Lars-Ole 5.c (1973) og hovedværket Kundskabens træ (1981), gennem den selvbiografiske Århus By Night (1989), over Kærlighedens Smerte (1992) til fiktionsportrættet At Kende Sandheden (2002) om hans far, hjertekirurgen Richard Malmros, og igen med ungdomsfilmen Kærestesorger (2009). Kun periodedramaet Barbara (1997) synes at afvige fra instruktørens œuvre.
Med Sorg og Glæde vender Malmos endnu engang vrangen ud på sig selv og baserer filmen på en tid i hans eget liv. Men modsat Malmros’ mange ungdomsfilm er historien denne gang rettet mod hans livs allerstørste personlige tragedie, der indtræf i 1984 da hans kone Marianne efter en psykose tog livet af deres dengang ni måneder gamle datter. Men historien stopper ikke der. Tværtimod: Hr. og Fru Malmros er fortsat sammen den dag i dag. For selvom Malmros måske ikke har tilgivet sin kone for drabet på datteren, har han tilgivet hende for hendes sygdom, og han besluttede at hjælpe hende igennem sygdommen og deres fælles sorg, i stedet for at vende hende i ryggen.
Sorg og Glæde handler derfor om skyld, om tilgivelse, selvbebrejdelse men mest af alt om kærligheden. Den modne og voksen kærlighed. Filmen er brudstykker af Malmros egne erindringer om dengang han mødte sin store kærlighed, lykken og smerten omkring det tragiske barnemord og livet bagefter. Alt sammen i en fiktiv ramme. I filmen er det Johannes (Jakob Cedergren) og Signe (Helle Fagralid), der spiller virkelighedens Nils og Marianne og den begynder med tragedien for derefter at følge begivenheder op til og efterdønninger.
En instruktørs testamente
Sorg og Glæde er måske mere en film for Malmros selv, end den egentlig er for os andre. Som et slags filmisk testamente selvransager Malmros sit liv og får sat ord og billeder på fortiden, samt på en måde konkluderer sit filmiske virke med den mest personlige film til dato. Den er fyldt med selverkendelser og selvkritik i et personligt tilbageblik, hvor han stiller spørgsmål, får nogle svar og giver nogle konklusioner i søgen efter forståelse.
Filmen har desværre for meget tendens til redundans i sin fortællerform. Mange hændelser og episoder bliver gentaget flere gange, og specielt slutningen virker helt unødvendig repeterende af alt, vi allerede i forvejen har fået fortalt. Men måske er det Malmros måde at fortælle, at han for altid vil vende tilbage til den aften i 1982.
Vi kommer desværre heller ikke til føle nær så meget med karaktererne og vi bliver som distancerede beskuere. Det virker blot som et vindue ind til Malmros fortid, som kun åbnes på klem, men aldrig bliver lukket helt op. Hvis det endelig bliver lukket op, så bliver skuespillet kunstigt og overspillet, og selvom det måske var virkeligheden, så passer det ikke så godt i fiktionens ramme. Vi når dårligt at placere vores bagdel i biografsædet, før tårerne og følelserne på lærredet får frit løb og alting synes håbløst.
Men heldigvis har Malmros masser af selvkritik og selvironi i filmen, som er nødvendigt, når man laver en selvbiografisk film. Malmros formår at skabe en objektiv distance til sin selviscenesættende karakter: han kender godt sin egen egoisme, sin egen mani og stædighed. Malmros skaber især selvironi, når Johannes som filminstruktør genskaber Malmros ungdomsfilm og der bliver reflekteret over hans stil og temaer. Alt sammen får Sorg og Glæde til at føles som en ægte og ærlig historie, der i den grad viser, hvad kærligheden er for størrelse.
Selvom Nils Malmros film måske ikke høster mange stjerner her på CinemaOnline, så er det i bund og grund heller ikke derfor, at han lavede filmen. Malmros lavede nok mest filmen til sig selv for at slå en sløjfe på hans livsværk, ved at fortælle om den kærlighed, denne i voksendommen, som han har jagtet hele sit liv. Så det vigtigste er nok, at han selv synes, filmen er perfekt.
