Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Hella Joof er efterhånden kendt for at kunne skrue en god komedie sammen, og selvom de ofte er af svingende kvalitet, bliver mundvigen dog alligevel vendt opad i flere omgange i denne film.
Andre anmeldere har udråbt "Sover Dolly på ryggen?" den nye ” Den eneste ene” men det er langt overdrevet for der er i mange år ikke kommet en så sjov komedie som ”Den eneste ene”.
Filmen handler om Anne(Lene Maria Christensen) som er rig med godt job som tv-vært, men som bare ikke har kunne finde den mand, hun vil have barn med. Derfor har hun besluttet at få barnet ved kunstig befrugtning, via en ukendt donor. Hun får dog hurtigt bekymringer om, hvem faren er og får sin veninde til at hjælpe med at finde ud af hvem denne donor er. Hun møder ham og denne mand, som bor på den adresse hun har snuset sig frem til er Gordon Dennis( Nikolaj Lie Kaas) som ifølge klichéen, er en højtrøstet, umoden fyr, som bor alene sammen med sin kæleskildpadde Dolly og bruger tiden på at ”gokke den af” og råbe ”fisse”. Selvom Anna slet ikke ser ham, som en ideel fader til sit barn går hun alligevel ud med ham og den første date er så pinlig, at man helt har lyst til at spole forbi, indtil Anna bliver generet af en mand ved nabobordet, og Gordon endelig træder i karakter. Selvfølgelig bliver Anna forelsket i ham. Ved siden af Gordon bor den mere følsomme omend lidt for politisk korrekte Rune, som også bejler til hende. Da der er lidt forvirring om, hvem den rigtige donor er forsøger hun at date dem begge, og det kommer der selvfølgelig forviklinger ud af.
Nu kommer dilemmaet, om Anne skal vælge den fornuftige og stabile Rune eller den umodne drengerøv Gordon. Da denne komedie er skåret over en typisk skabelon er svaret nok klart for enhver. Det gør dog ikke filmen dårlig på nogen måde. Den er tilmed sjov i flere øjeblikke, jeg tog mig i at grine højlydt indtil flere gange og det er ellers sjældent, at jeg griner at danske komedier.
Nikolaj Lie Kaas er en fryd at se på. Selvom han i starten af filmen måske overspiller sin rolle lidt, men materialet er også svært, når han skal spille en lidt usympatisk umoden mand gange 10, men filmen igennem viser han, at han er en meget stor skuespiller. Mia Lyhne spiller Annes veninde, som er lidt manisk, men en rigtig god veninde, som hjælper Anna med at finde frem til donoren. Hun sværger tidligt i filmen, at hun er færdig med mænd, men det ændrer sig selvfølgelig hurtigt- i Babysam.
Så skuespilpræstationerne kan man ikke indvende noget imod. De spiller som de skal, men filmen er alligevel for forudsigelig og selvom jeg selvfølgelig i begyndelsen af anmeldelsen har forsøgt ikke at afsløre slutningen er den lidt for åbenlys.
På den måde kan man godt sige, at den minder om ” Den Eneste Ene”, men den nærmer sig dog ikke dette mesterværk, som i mine øjne er en af de bedste danske komedier i nyere tid. Men Hella Joof gør jeg et godt forsøg på at lave en komedie ud fra et moderne koncept om en karrierekvinde, som vil have et barn alene. Den supplerer med moderne popmusik, politisk korrekte følsomme mænd og gode grin. Og grin er jo det vigtigste ved en komedie.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
