Skriv en kommentar
Udvekslingen mellem japansk og særligt amerikansk film har i snart mange år ikke været til at komme udenom, hvor det i nyere tid særligt har stået på talrige amerikanske genindspilninger af diverse j-horror film. Noget så karakteristisk som japansk tegnefilm, populært betegnet som anime, har dog længe været søsat i den amerikanske bevidsthed. Heribland 60'er anime tv-serien ”Mach GoGoGo”, baseret på tegneserien af samme navn, der som engelsk remake gik under titlen ”Speed Racer”. Det blev dengang en kæmpe succes – og fascinationen har hængt ved lige siden. Nu har de berygtede Wachowski brødre, der stod bag ”Matrix” trilogien, kastet sig over et effektorgie af dimensioner med en vanvittigt syret og kitsch'et filmatisering af tv-serien.
I en meget farvestrålende fremtid styres alt af store multiselskaber, der lever på aktieprocenter – hvilket herunder er styret alt efter hvordan deres racerkørere klarer sig. Den unge racerkører Speed Racer (Emilie Hirsch) lever for at køre racerbil for et mindre uafhængigt familiefortagende, mens hans forældre Pops (John Goodman) og Mom (Susan Sarandon) ligeledes har det i blodet. Til trods for at hans broder Rex Racer døde under mystiske omstændigheder ved et racerløb, skræmmes Speed ikke væk. Særligt ikke da mastodont koncernen Royalton bemærker hans åbenlyse talent, og forsøger at få ham om bord. Drevet af sin brors død, lidenskaben til sporten og ansvaret overfor familien vejer dog tungt – og med hjælp af bl.a. kæresten Trixie (Christina Ricci) og den hemmelighedsfulde Racer X (Matthew Fox), afviser Speed Racer således Royalton – og en klassisk kamp mellem den lille mand og den store maskine udspiller sig i racerbiler, der kan meget mere end hvad man lige skulle tro...
En ting må man give Wachowski brøderne og det er at de modigt forsøger sig frem. Selvom ”Matrix” filmene ikke just var formuleret via en ubrugt opskrift og var meget påvirket af anime såsom ”Ghost in The Shell” og ikke mindst den eminente ”Akira”, kan man ikke sige sige sig fri for hvordan brødrenes udskejeslser dengang ramte plet. Det bliver dog noget mere kompliceret at vurdere ”Speed Racer”. Selvom den et eller andet sted er påvirket af samme fundament og rammer en dynamisk tegneseriestil, som aldrig set før i en decideret spillefilm, kommer filmen samtidig aldrig i nærheden af målstregen.
Filmen er en bizar omgang hysterisk og hæsblæsende regnebue-smadderi af anime, amerikansk melodrama, platkomik og computerspilæstetik. Det føles som om det hele kastes ind i en racerbil og køres udover en bjergside set og klippet gennem tusind vinkler, hver af et nanosekunds varighed. Det er lækkert eye candy, ingen tvivl om det, men bag den skinnende lakering af storhedsvanvid emmer de filmelementære mangler. Skuespillet er rædelsesfuldt, plottet er tåbeligt og forudsigeligt, dialogen er fjollet – og det er det ellers høje tempo ikke i stand til at kompensere for. Dette kunne retfærdiggøres med at den japanske retorik vitterlig er sådan og der grundlæggende ikke er langt fra anime til ”Speed Racer”. Ganske vist, men det føles akavet og misforstået fra Andy og Larry Wachowski side – som et par amerikanerne der, med de bedste hensigter, forsøger at indkapsle den særlige stil og stemning på helt kejtet præmisser. Mest af alt føles ”Speed Racer” som en kæmpe brøler, der i to timer skriger så skingeret, at man ikke kan sætte sig udover de tavle-ridsende pinligheder.
”Speed Racer” er en fantastisk flot og dynamisk film, men mildest talt intet andet fungerer. Der er ligeså meget handling i filmen som i ”Wipe Out” computerspillet. Lige så lidt mening som i at køre frontalt ind i et autoværn og er præcis så irriterende som en flok højtråbende Counter Strike teenagere samlet i en snæver og røgfyldt internet café. Jeg er sikker på at filmen er dødsstødet for Wachowski brødrene – og at den muligvis bliver en af de kultklassikere, man ser for at grine af.
