Skriv en kommentar
Det er ikke nogen hemmelighed, at Spiderman-karakteren er iblandt yndlingssuperheltene. Han er en godhjertet, middelmådig, lidt kikset teenager fra Queens, New York, der blot vil gøre det godt. Dette kom til udtryk tilbage i 2002, hvor Tobey Maguire fik dannet karakteren til perfektion, og siden da er der budt på to andre Spiderman. Siden 2016 har Tom Holland skulle fylde Spidermans sko, og hvis dette bliver hans sidste film, er det bestemt ikke et dårligt punktum at sætte.
Filmen starter præcis efter slutningen af ”Spiderman: Far From Home”. Spidermans identitet er blevet afsløret til hele verden, og Peter Parker (Tom Holland) kan ikke længere forblive anonym. Og hvad værre er, så går det ud over de tætteste i hans liv. Derfor opsøger han troldmanden Doctor Strange (Benedict Cumberbatch) for hjælp, men ender med at gøre situationen værre, da skurke fra andre universer bliver draget ind i hans, og det skal der naturligvis sættes en stopper for.
Tom Holland er bare god i rollen som Spiderman. Det må man give ham. Han har gennem årene fået indbefattet den naive, men godhjertede teenager til topkarakter. Noget, vi ikke troede var muligt efter Tobey Maguire. I denne film får vi også både Spidermans sårbare og menneskelig side at se, hvilket er en sand fornøjelse. Sammen med Zendaya og Jacob Batalon udgør de et sjovt, lille trekløver, og får også god hjælp her af Benedict Cumberbatch, som heldigvis vender tilbage næste år i rollen som Doctor Strange.
Der er ikke særlig meget, man kan sige om plottet. Det er meget forudsigeligt, og præcis hvad man kan forvente sig af Marvel universet. Actionsekvenserne sidder lige i skabet, som de plejer og klichéerne falder nærmest over i hinanden. På et tidspunkt kan det være at hele multiuniverset bliver for trættende, men indtil videre virker det til, at være det som Marvel satser på.
Det er dog ikke grunden til, at man skal se denne film. Man skal se den grundet de nostalgiske øjeblikke, som vi bliver forkælet med. At have én karakter vende tilbage fra tidligere film er godt, men her får vi så mange tilbagevendende gensyn at det gør hele oplevelsen værd. Willem Dafoe er fortsat creepy og ikke mindst herlig som ”The Green Goblin” og Alfred Molina holder stadig, som den onde Otto Octavius. Og der er naturligvis også en del overraskelser, som vil gøre fans helt vilde.
”Spiderman: No Way Home” er en vaskeægte hyldest til Spiderman-karakteren. Selvom plottet er rimelig tyndt, så bliver action og komikken bragt til live af de tilbagevendte karakterer, og det er et herligt og passende gensyn. Tom Holland er fortsat formidabel som Spiderman, og man må håbe dette ikke er hans sidste film. Marvel har gjort hvad det kunne, for at tilfredsstille deres krævende fans – og man må siges, at det er lykkes.
