Skriv en kommentar
Arbejdsløshedens vilkår
Den unge Rasa (Nermina Lukac) er opvokset i Sverige, men begge hendes forældre kommer fra Balkan. Rasa bor hjemme hos sin arbejds-rygskadet far, som hun også må forsørge med sin indtægt. En dag bliver der indkaldt til krisemøde på hendes job på salatfabrikken og nedskæringer bliver varslet, da der skal ansættes nytilkommere, som er villige til ringere løn. Hendes far rejser væk for en periode og tager et midlertidigt job, trods lægens advarsler om at lave noget. Imens bliver Rasa opsagt og så begynder turen gennem jobtræning, jobcentre og jobløsheden.
Rasa passer sit arbejde, er effektiv og resultatsikker. Ingen kan pakke salater hurtigere end hende. Men ingen kan vide sig sikker på sit job på fabrikken og selvom ledelsen er klar over hendes effektivitet, er det rent lotteri, hvem som ryger i fyringsrunden. Arbejdsløsheden gør Rasa rastløs, rodløs og ensom. Hun tager sagen i egen hånd og banker på hos de forskellige virksomheder i området og spørger om de har et job til hende. Men hendes initiativ giver ikke pote. I hendes desperation ifører hun sig en gul vest, går ind i et supermarked og begynder at pakke kundernes varer frivilligt. Hun bliver dog smidt ud, men det viser, at for Rasa handler det ikke så meget om pengene: det handler om hendes identiet og daglige virke.
På jobcentret skal hun på jobkursus i en gruppe med andre nyligt afskedigede arbejdsløse. Mange inklusiv Rasa har ikke meget erfaring med noget andet end fra deres tidligere job. Da en af de jobsøgende bliver spurgt, hvad hun er god til, svarer hun selvsikkert at hun kan tale kroatisk, serbisk, albansk, svensk og lidt engelsk, mens Rasa svarer, at hun pakke en kasse salater på 4,6 sekunder. Det er vist ikke de optimale kundskaber, de tager med sig i jobsøgningen.
Rasas far vil også gerne tage fat, men hans krop er ved sige fra efter et langt arbejdsliv. Hans selvynk og selvmedlidenhed kommer han ingen vejen med, og som han siger: ”Hvilken far lever af sin datters penge”. Derfor trodser faderen lægens ordre og tager væk på arbejde for en stund og tjene lidt til familien. Men de er vist begge klar over, at det er en stakkel frist.
Socialrealisme i adstadigt tempo
Spise Sove Dø skildrer et uddrag af den svenske arbejdsklasse under den forestående krise i Europa lakonisk, langsom og realistisk. Det er svensk socialrealisme, hvor hver enkel scene tager udgangspunkt i virkelighedens langsomme pulserende hverdag, hvor det at intet sker, nogle gange fortæller ligeså meget. Kameraet er ofte ubevægeligt, farverne er gråtonet, skuespillerne er ikke skønheder og tempoet er adstadigt. Filmen forsøger at fange virkelighedens små øjeblikke, som når en kvinde af kinesisk afstamning pludselig bryder ud i sang på arbejdet eller når Rasa og hendes far viser deres kærlige forhold til hinanden.
Det handler om mennesker, der pludseligt bliver gjort til udskud i samfundet, fordi industrien er tvunget til omstruktureringer og lavere lønninger. Under overfladen hersker der gennemgående den lurende og truende racisme i det svenske lokalsamfund. Rasa er selv 2. generationsindvandrer og hendes far første generations, men det forhindrer ikke sidstnævnte i at tilsvine en mørk mand i nedlandende idiomer. Rasa er ofte nød til at stå til ansvar for sin oprindelse. Da hun opsøger en stilling, hun mener, hun skulle være indkaldt til jobsamtale til, føler hun sig nødsaget til at forklare, at hun ikke er arabisk, selvom hendes navn lyder sådan: ”jeg er født i Sverige”.
Gabriela Pichlers spillefilmdebut Spise Sove Dø er en lille historie om nutidens arbejdsløshed og småracisme indhyllet i et socialrealistisk univers, hvor realismen sættes højere end fortællingen. Men netop denne stil gør, at arbejdsløshedens ensomhed og rastløshed bliver skildret nøgternt og virker virkeligt. Det føles som virkelige mennesker i virkelige situationer skildret i virkelige kulisser i et virkeligt tempo. Og specielt Nermina Lukac som Rasa gør det uomtvisteligt sikkert. Men det er som om, at hele filmen kommer til at mangle lidt farve og drama, før den bliver helt vedkommende og gennemgående interessant.
