Skriv en kommentar
Sidst vi mødte familien Cortez i ”Spy Kids” havde familiens yngste medlemmer Carmen og June just meldt sig banen som internationale børnespioner. I ”Spy Kids 2: Drømmenes Ø” er familien atter klar til at redde verden. Carmen og June er nu fuldt uddannede OSS-agenter, men kun på niveau 2, så de må nøjes med så kedelige missioner, som at redde præsidentens datter fra farefulde siuationer i forlystelsesparker, samtidig med at de må kæmpe mod rivaliserende børneagenter – og det et par snottede og temmelig usympatiske unger af slagsen.
Under et OSS-selskab bliver en mærkelig himstregims, der eftersigende kan udslette hele menneskeheden, imidlertid stjålet. Som de topmotiverede agenter de er, vil Carmen og June selvfølgelig gøre alt for at få fingrene i den igen, men desværre bliver de forbigået i tildelingen af missionerne for de er jo kun niveau 2, og desuden er June lige blevet fyret fra OSS, idet han beskyldes for at være skyld i tyveriet. I stedet tildeles missionen til deres to rivaler Gary og Gerti Giggles af deres far, som netop har slået Carmen og Junes far Gregorio(Antonio Banderas) på målstregen i kampen om stillingen som OSS direktør. Men vores to små agentsøskende får dog narret OSS til at sende dem afsted i stedet på den hyper vigtige mission.
Og derefter går løjerne over stok og sten i bedste James Bond-stil. De bliver nemlig sendt til en mystisk vulkan-ø som har det med at forsvinde indimellem. Her skal de finde en gal videnskabsmand, som har forbindelse til den mærkelige himstregims og stoppe hans faretruende eksperimenter. Men ingen af børnenes sædvanlige spiondimser virker på øen, så de er overladt til deres egen opfindsomhed. En skræmmende oplevelse for et barn af den moderne verden.
Desværre går løjerne for hurtigt over lidt for mange stokke og sten. Den noget forvirrende og knudrede historie vil nok være for meget for de allermindste børn, som i stedet vil bide på den letgenkendelige humor. De større børn og forældrene vil derimod stå helt af når klicheerne står i kø og de ofte tumpede replikker nærmest vælter over hinanden. Indimellem kan der måske nok snige sig et lille smil frem hos de mest villige, men overordnet står manuskriptet som robot-agtigt og uinspirerende, som bevidst eller ubevidst dækkes ind i et alt for hastigt tempo.
Mangler finder man også i karaktertegningerne. I den første ”Spy Kids” følte man ligesom der var en relation mellem familiemedlemmerne, men nu er der ingen hjertevarme og ingen følelser. I stedet virker det som om, at karaktererne er ligeglade med at de er ude i et farefuldt eventyr. Ja, nærmest ligefrem keder sig.
I stedet for et brugbart manuskript er det som om at instruktør Robert Rodriguez i stedet har sat alle sine penge på de fuldstændig overdrevne effekter, med utrolige vidunderdingenoter og mærkelige skabninger, som man dog ikke kan komme uden om er meget flotte, kreative og fantasifulde. Disse står dog i stærk kontrast til de amatør-agtige kostumer som skurkens soldater tøffer rundt i. Desuden er en del af kapitalen uden tvivl også gået til endnu engang at sikre superstjernen Antonio Banderas i rollen som familien Cortez’ overhoved og Steve Buscemi i rollen som den skøre videnskabsmand, som han mod sædvane overspiller i ekstrem grad, når man tænker på hvad den mand ellers kan udrette med en overfladisk karakter. Over hele linjen, lige fra børneagenterne til deres bedsteforældre, som kommer til med en hjælpende hånd, bliver der faktisk overspillet helt ud af proportioner. Dette er selvfølgelig også med til at fremme forståelsen for de mindste børn, men samtidig er vi andre ved at krumme tæerne en efter en. Alexa Vega som spiller Carmen kan i øjeblikket også ses i tv-serien ”Jimmys Kvinder” på TV 2, og Daryl Sabara har man tidligere kunnet se i serier som ”Will & Grace” og ”Roswell”. Desuden vil mange sikkert kunne huske Carla Gugino, som spiller moder Ingrid Cortez, i rollen som Michael J. Fox’ kæreste i ”Spin City”.
Man må sige at Robert Rodriguez desværre er faldet meget dybt, efter så blændende og ekstremt underholdende film som El Mariachi og opfølgeren/remaken Desperado. I stedet leverer han denne gang teknisk flot konstrueret regnvåde slud. Dens elendige fortællemæssige kvalitet har sikkert også medført, at i den danske synkronosering er de mere kendte danske skuespillere, som vi ofte har set troppe op til Disney’s tegnede klassikere med deres røst, næsten helt fraværende her. I stedet må man nøjes med slænget, som man kendet det fra Cartoon Network og andet tv på lavblus niveau. Og netop synkronoseringen mangler desuden synkronitet. Så herfra skal der lyde en kraftig opfordring: Spring den her over og gå i stedet ind og nyd den række af gode danske familiefilm med langt mere substans, der går i biografen i øjeblikket.
