Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Ordene ”anarki” og ”girl power” pryder enhver beskrivelse af filmen ”St. Trinian’s – Lærernes Skræk”, og hvis det ikke gør en anmelder interesseret, må selvsamme anmelder være en mavesur gammel hat. Selvom den mavesure gamle hat måske har fat i noget, for på trods af et hidsigt tempo, kommer filmen her aldrig nogen vegne. Det lyder måske sært at kæde de nævnte ord sammen med ”kedelig”, men det er præcis sådan som ”St. Trinian’s – Lærernes Skræk” i sidste ende udarter sig, for filmen er fuldkommen blottet for plot, sjæl, hjerte og humor – som ellers er præcis det man bør forvente af en film som denne. Britisk humor plejer ellers at være tilpas sort og provokerende, og med den fremragende komiker Russell Brand fra ”Forgetting Sarah Marshall” i en mindre rolle, forventer man intet mindre. Dog bliver ingen af disse forventninger indfriet, og man bliver efterladt med en ladt lad fornemmelse i kroppen, og den eneste provokation filmen kan fremmane, er dens atypiske og diskutable morale, der i sidste ende siger, at snyderi, tyveri og anarki er vejen frem.
Teenageren Annabelle bliver, af sin far, smidt af på en pigeskole, så han kan leve jetset-livet som det passer ham. Skolen er dog den mest omdiskuterede i landet, da anarkiet florerer både mellem eleverne og lærerne. Kemilokalet bliver brugt til at brygge vodka, undervisning er det stort set intet af og økonomien ser ikke god ud for tiden. Da den nye undervisningsminister har udset sig skole som mål, må de tage sig sammen, og hvordan gør man det bedre end at planlægge det perfekte kup?
”St. Trinian’s – Lærernes Skræk” er ikke fuldkommen uden underholdningsværdi, for man får da et par træk på smilebåndet undervejs, når de yngste piger bander, og når der dukker få mindeværdige øjeblikke op hist og her. Desværre er det næppe nok til at holde interessen i særlig lang tid af gangen, og når man først har fået etableret et kendskab til hovedpersonen, bliver denne tilmed langsomt skrevet ud af filmen for, at gøre plads til diverse stereotyper som nørderne, emoerne og goth-tøserne. Det er trist, at man ikke turde gå hele vejen med denne film, for med det sidste skridt imod komplet galskab, havde den været en fornøjelig forargelse.
De to instruktører, Oliver Parker og Barnaby Thompson, er allerede i færd med en fortsættelse til ”St. Trinian’s – Lærernes Skræk”. Kun Parker har før lavet film, dog ikke nogle særligt mindeværdige af slagsen (Shakespeares ”Othello” er vel den mest kendte). Tilsammen har de skabt en lettere rodet film, der rager i alle retninger, og aldrig kan holde sit fokus der, hvor man gerne vil have det. Udtrykket og stilen passer fint til filmen, der bl.a. under planlægningen af kuppet går over til en form for ánime, men det er selve manuskriptet og vittighederne der mangler gennemslagskraft.
Filmen har en masse kendte ansigter, hvis karakterer fungerer langt mere som stereotyper og karikaturer end egentlige mennesker, og netop derfor er det svært at bedømme deres skuespil. Som sagt er Russell Brand med i ”St. Trinian’s – Lærernes Skræk”, og hans fornemmelse for timing er tæt på perfektion. Sværere har Rupert Everett det, der ellers skal spille hele to roller, som begge desværre falder noget til jorden. Hovedrollen spilles af Talulah Riley, der bestemt kunne være et navn at holde øje med i fremtiden. Hun får skabt mere ud af sin overfladiske karakter end resten af slænget tilsammen, og det er noget af en bedrift for en forholdsvis ung og ukendt skuespillerinde. Mischa Barton fra ”The O.C.” skal også lige nævnes, selvom hun ikke gør meget med sin rolle, formår hun alligevel at sætte sit præg på filmen.
”St. Trinian’s – Lærernes Skræk” er en ungdomsfilm med enormt tempo og et pumpende soundtrack – fyldt med girl power og anarki, præcis som reklamerne for filmen gør sig meget ud af. Desværre får den ikke meget ud af et ellers oplagt plot og humoren er tandløs. Giv den en chance hvis sådanne film ligger til din smag, hvis ikke vil denne film næppe omvende dig.
Ekstramateriale – 3/6
En glimrende blanding af ekstramateriale, der går godt i spænd med filmen. Først en fin lille musikvideo lavet til filmen. En ordentlig omgang bloopers, der blot beviser at skuespillerne har haft det sjovt under indspilningerne, selvom episoderne sikkert er sjovere for dem, end de er for os. 16 minutters slettede scener der hverken uddyber plot eller tilfører humor. Et ”Making Of” program der meget letsindet går bag kameraet i 10 minutters tid, og en omgang trailers og sneak previews til sidst. Det hele er af fin kvalitet uden at være omstændigt eller tankevækkende.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Scanbox.
