Den unge Moose (kendt fra tidligere film), starter på universitetet i New York, og har lovet sine forældre højt og helligt, at lægge dansen bag sig og fokuserer på sine studier. Ikke desto mindre, bliver han viklet ind i en danse-battle der udspiller sig på skolens grund. Moose kan ikke dy sig, og hurtigere end selv hans forældre ville kunne frygte, er han blevet en del af en dansegruppe, styret af Luke, der finder talenter til gruppen på gaden og natklubber. Også den unge Natalie bliver headhunted til klubben, der kalder sig ”The Pirates”. Klubben er ved at forberede sig til ”World Jam”, en kæmpe dansekonkurrence, der kræver at Moose må lægge alt sin energi i dansen, og hvad kommer det til at betyde for hans studier?
Til trods for at dette er den tredje ”Step Up” film, lever den op til de foregående to films ry. Selvfølgelig er temaet det samme – vi har en dansegruppe der vil vinde et mesterskab, og må klare at stå overfor de ”onde” konkurrenter, i dette tilfælde ”The Samurais”, og selvfølgelig er det ikke nogen original og banebrydende historie der er at finde i denne film, men det hele glider bare i baggrunden, i det man helt ubevidst bliver så betaget og fanget af den danseverden vi hvirvles ind i, i det øjeblik vi trykker play. Det er tydeligt at se at der er lagt langt mere tanke og hjerte bag trinene denne gang. Symmetrien, koreografien samt effekterne er i sandhed det der hiver stjerne hjem til denne film, for megen historie er der jo som sagt ikke mange spor af.
Rick Malambri, der spiller den lækre tropsfører Luke, er en lidt ydmyg karakter, hvilket måske også desværre gør at hans skuespil ikke rigtig brager igennem. Men endnu en gang betyder det ikke så meget, da det er dansen vi har valgt filmen for. Sharni Vinson derimod, spiller sin rolle udmærket, og giver hende langt mere karakter end de kvindelige hovedroller vi har set i de foregående ”Step Up” film. Alt i alt er det en glimrende dansefilm, men en elendig historie, og man skal helt klar kun vælge at sætte denne film i dvd-afspilleren, hvis man har tænkt sig at fokuserer på dansetrinene.
Den eneste hage der er ved at trinene er blevet så avancerede og så fantastiske at se på, må være at det er blevet mere og mere umuligt at leve sig ind i. Ofte når man ser fantastiske dansetrin, får man lyst til at være en del af det, og lære disse trin, eller i det mindste nogen der ligner. Det kan man bare godt glemme nu. Dansen er blevet så avanceret at det er stort set umuligt at få det ned på et menneskeligt plan. Det er danseguder vi ser på nu, og alle ved jo at man ikke kan hamle op med guderne. Men men men, hvis man kan se bort fra denne lille detalje, så har vi altså den ultimative dansefilm lige her!
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film