Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Da denne signatur skulle deltage i en sangtekst-analyse i musikfaget på gymnasiet tilbage i midt-90’erne, faldt valget på Steppeulvenes Dunhammeraften. Det var godt nok ikke mig der havde valgt den, men de to andre medlemmer i min gruppe. Jeg kendte nemlig ikke en hujende fis til Steppeulvene, og slog et grin op da vi fik sat skiven på og lod skæring nummer 1 fra ”Hip” tone ud af højtalerne. Sikke en gang vrøvl! En fuldstændig usammenhængende tekst og en støjende lyd som lød total tilfældig. Det forekom mig noget dilettantisk alt sammen.
Da jeg så startede på min videregående uddannelse i 1998, så var Steppeulvene for længst gået i glemmebogen. Lige indtil min nabo Bendt hentede en guitar og satte sig ud på kollegiets fællesplæne og stemte i med Itsi-Bitsi og Lykkens Pamfil. Først da fandt jeg ud af, at det var mig der var galt afmarcheret, for her var altså endnu en som sværgede til dansk syrerock fra 60’erne. ”Hip” blev siden optaget i den danske kulturkanon, og havde vi været pladen foruden, er det tvivlsomt om der var dukket et band op ved navn Gasolin’. Og uden Gasolin’, ingen Lune Larsen – og ville vi så overhovedet kunne nynne med på Midt Om Natten og Jutlandia den dag i dag? Skræmmende tanke faktisk!
Ole Christian Madsen har haft færten af noget tilsvarende. For det lader til at han har tænkt: ”Hvilke omstændigheder gjorde så at Steppeulvene overhovedet opstod”? Det kan man roligt beskylde vores kendte digter Halfdan Rasmussen for. Han blev far til Iben, og Iben forelskede den rebelske fredsaktivist Eik Skaløe sig hovedkulds i. Faktisk elskede han hende så meget, så han nærmest ikke kunne foretage sig andet. Iben elskede også Eik, men hun var frisindet og lod sig ikke binde. Som det også fremgår af filmen, så måtte Eik fra tid til anden finde sig i at være i et tredelt forhold med tilhørende magtkampe. 60’er-tiden var til poesi, frigørelse og dannelsesrejser – og i Eiks tilfælde også belagt med indtag af diverse narkotiske stoffer. Hele tiden baksende på en ufuldendt roman, som øjensynligt skulle have heddet Bien (Iben). Vi får et særdeles godt indblik i samtiden og hvad der rører sig i den unge Eiks liv, og en meget nøjagtig visuel beskrivelse af hans besættelse af den lille frøken Rasmussen. Man får helt ondt i maven, når man ser den altædende beruselse fra Eiks side, og den mere moderate Iben, som på sin vis snyder ham efter nutidens standarder. Han finder sig i det, for han er simpelthen ikke i stand til at piske en stemning op over for Iben, selvom man på flere punkter synes at det kunne have været på sin plads.
Der går faktisk en hel time og fem minutter før at Eik Skaløe møder Stig Møller. Stig er ved at indspille en dødssyg plade, da Eik braser ind i hans studie og siger at han har brug for en guitarist. De to finder hurtigt fælles fodslag, og kort tid efter er pladen ”Hip” en realitet og en turné kan begynde. Flere af sangene på ”Hip” er direkte hyldester til Iben, men her er også protestsange og tekster som omhandler den påvirkede tilstand man kommer i, når man først har taget et ordentligt sug i piben. Det er ikke for sjov at genren i dag lyder navnet syrerock.
Joachim Fjelstrup er et fund til rollen som Eik Skaløe (han synger faktisk selv undervejs i filmen). Han ligner for det første Eik Skaløe, lige bortset fra højden, men han gør også Eik sprællevende med sin skiftende energi og dybe melankoli. Selvom man kender til historien om ikonet som tog sig af dage tæt i Indien, så har der været mange ubekendte i mysteriet om hvorfor det kom så vidt. I denne version handler det simpelthen om ulykkelig kærlighed. En slags resignation over at hans elskede Iben ikke tager med ham til Østen, men i stedet bliver mere og mere fjern. Ordene fra filmen – fiktion eller ej – slår i hvert fald hårdt. ”Eik, jeg skal giftes med en mand fra teatret”. Og siden de allersidste ord: ”Eik, jeg elsker dig”! Herfra er der kun én udvej for Eik. Han stikker af, for aldrig mere at komme tilbage.
Ole Christian Madsen har skabt en stærk fortælling omkring en legende, som godt nok kun var på toppen kortvarigt. Men nogle gange bliver legendestatus også dikteret af hvorvidt du er i live. Baseret på virkelige hændelser, men alligevel frit fortalt. Uanset hvordan man vender og drejer det, så gælder følgende: Steppeulven er medrivende og spændende. Et portræt af en mystificeret figur, som har fortjent et bud på en fortolkning. Troværdig i sin samtidsbehandling og med en fabelagtig hovedrollepræstation af Joachim Fjelstrup. Ham kommer vi med garanti til at se rigtig meget til fremover. Fra intet at vide om Steppeulvene og Eik Skaløe dengang i gymnasiet, og nu 20 år senere at uddele 5 fede stjerner til produktet her. Hvem skulle have troet det?
Som et ekstra tilvalg kan man se et interview med Ole Christian Madsen, som fortæller om sit arbejde med filmen. I en alder af 20 år lavede han en kort dokumentar om Eik Skaløe og Steppeulven, men kendte på daværende tidspunkt intet til kærlighedshistorien mellem Eik og Iben. Han fandt dog ud af at deres forhold var hele essensen af at der overhovedet blev dannet et band som siden skulle skabe en af de mest ikoniske plader i dansk musikhistorie. Det var ligesom drivkraften i at der skulle en mere dybdegående film på banen, som fokuserede på denne interessante karakters urolige kærlighedsliv. Ole Christian Madsen fortæller også om castingen, og hvad han specifikt ledte efter hos de skuespillere som skulle bære filmen. Vi hører også at instruktøren gøre opmærksom på at filmen ikke udfolder den sande historie om Eik og Iben, men blot et bud på hvordan det kunne have forløbet i forhold til de sandheder man trods alt kender til. Filmen handler i Madsens optik om hvor svært det er at sige: Jeg Elsker Dig!
Filmen er venligst stillet til rådighed af SF-Film
