En syret tanke, at kokken fra ”Under Siege” – Steven Seagal, Aikido mesteren, manden med hestehalen og den seje stemme ville komme til Danmark for at spille koncert.
En af de ting der var interessant at finde ud af var, om hans væsen ville afvige fra det medieskabte? Det gjorde det ikke under autografskrivningen i City 2 eller til koncerten den 26. januar i Pumpehuset, København! Steven Seagal har nemlig arbejdet med at forene sit eget livssyn og buddhismen med hans filmkarriere, så det var helt naturligt, og ikke mindst fantastisk, at se ham komme gående med bedende hænder og sige, at han håbede at alle ville få en autograf (hvilket var meget tvivlsomt, red) og at han håbede også at han kunne komme tilbage til sommer og spille flere koncerter.
Musiker og skuespiller - to adskilte ting
Ved autografskrivningen blev det inden Seagal gik på scenen meddelt, at han ville signere cd’er og ikke andet! Herefter måtte folk pakke deres dvd’er, udskrevne fotos og lignende sammen igen. Arrangementet var stablet på benene af GUF i forbindelse med koncerterne, og det gjaldt hans musiske karriere, ikke hans status som actionstjerne. Fair nok, ingen tvivl om det. Steven Seagal har dog indtil videre kun udgivet en enkelt cd internationalt, nemlig cd’en ”Mojo Priest” som først nu har fået europæisk release. Hans første cd ”Songs From The Crystal Cave” blev kun udgivet i Frankrig af Warner Music. Med andre ord, så har folk i køen og dem der har billet til én af hans koncerter, et meget lille – og for nogle slet intet – kendskab til hans musik. De er her alle sammen af den grund, at de gennem tiderne har haft nogle mindeværdige filmoplevelser der har indprintet sig i hukommelsen. Derfor den meget lange kø for Steven Seagals autograf! Derfor 3 udsolgte koncerter i Pumpehuset, København!
Forventningens glæde
Det er her forventningerne og indfrielsen af disse kommer ind i billedet. Steven Seagal havde foruden bandet Thunderbox også en guitarist med som supporter. James ”Super Chikan” Johnson, en meget energisk og velspillende amerikansk guitarist, bidrog med en meget flot opvarmning til aftenens stjerne. Der var herefter en spændt og lettere euforisk stemning i salen, og da Seagal kom ind på scenen, spillende på sin guitar med det kendte veltilfredse smil på læben, de sorte bakkenbarter og hestehale, så var publikum ællevilde! Det hér var for sejt! Steven Seagal i Pumpehuset i lille Danmark.
De to første numre var instrumentale og det svingede rigtigt godt. Herefter blev der taget hul på repertoiret fra ”Mojo Priest” albumet som også er hans titel, når han er på scenen! Har man forinden lyttet til de to cd’er, så har man måtte erkende, at bluesmusikken faktisk slet ikke er ringe og flere af numrene er meget iørefaldende, især dem fra det første album! Seagals stemme er meget i fokus på den første cd, hvorimod den træder lidt mere i baggrunden og giver plads til bluesguitarer og jams’ på hans andet album. Nu skulle Seagals stemme, den seje hæse hviskestemme som vi kender den fra filmene, synge salen op. For ikke at trampe for meget rundt i hans formåen, så vil jeg nøjes med at sige, at det ikke lykkedes. Begrænset sangteknik kan være årsagen, men der manglede saft og kraft og noget af det, vil jeg nærmere karakterisere som tale end sang.
To fester – en åben og en lukket
Oplevelsen var som at se to forskellige ting. Der var bandet Thunderbox som bestod af erfarne musikere og to meget dygtige sangere, der begge gjorde alt hvad der overhovedet stod i deres magt for at hive publikum med til deres fest. Tilbage var der Seagal, som afholdte sin egen hygge-nygge fest for sig selv. Hans kontakt med salen var meget begrænset, ja det var næsten som om han valgte det fra, og han sagde næsten ingen ting i mellem sangnumrene. Han gav ikke los, og det var ikke som at opleve en helhed, men nærmere som et velfungerende band der omkransede en actionstjerne der gerne ville spille guitar. Det var ikke Seagal der leverede det grundlæggende guitarspil, men som det naturlige midtpunkt, spillede han solo i hvert nummer.
Actionmanden Seagal
Der var ingen referencer til hans film overhovedet. Igen bevares, lad film være film og musik være musik, men Steven Seagal må alligevel være nok bevidst om hans egen trækplaster-effekt, og hans egen formåen som sanger og guitarist, til at vide, at disse ting må leve i en kombination hvis musikdelen skal overleve. Der blev f.eks. ikke spillet numre fra den første cd, på trods af, at der faktisk er mange gode numre på den plade, og at flere af dem har været brugt i filmen ”Into The Sun” fra 2005. Der blev ikke engang taget lidt gas på, eller snakket om, noget der kan relateres til filmverdenen. Ikke engang hans kommende film ” Prince of Pistols”, som han selv har valgt at instruere.
Nogen vil sige, at det netop er rigtigt valgt af ham, men jeg mener noget andet!
Jeg har fulgt Steven Seagals karriere og ser de direkte-til-video film han medvirker i i dag. Når jeg står i videoforretningen og ser Seagal på coveret, så er der nogle mekanismer der går i gang, nogle forhåbninger der tændes og en lyst til at se ham slå på tæven. De fleste af de gange jeg så tager filmen med hjem og sætter den på, så regner det med skuffelser på grund af ringe instruktion og supertynd og usammenhængende historie! Det rører dog ikke ved, at næste gang jeg står i videoforretningen med en Seagal film i hånden, så melder håbet sig igen om, at det denne gang vil være et skridt i den rigtige retning!
