Skriv en kommentar
I den nye danske spillefilm Stille liv hører vi i starten de landlige fugles fløjten med glade stemmer – mens vi i baggrunden ser taget af en rød Massey Ferguson, og hører lyden af en mejetærsker i en rugmark – komme tættere og tættere på publikum med sine 41 fod slebne kniv, så det er lige før, det stille liv bliver indhentet af en Hybrid Petra – der må ske noget epokegørende med den indledning?
Vi følger Carl (spillet ret virkeligt af debutanten Cornelius Won Riedel-Clausen) med sine forældre Hans (spillet lidt klodset af Bjarne Henriksen) og Karen (den lidt moragtige Bodil Jørgensen) som på slægtsgården på Djursland også har ansat en østeuropæisk dreng i den store kostald med sort brogede køer i båse, hvor vi i begyndelsen ser de to unge hjælpe til med at give foder til dyrene i forskellige tempi, så det med det samme kan ses, at Carl slet ikke har det ”drive” der skal til for at møde det moderne landbrug i 2023.
Vi møder Carl i forskellige situationer – først er han legende på knallert med arbejdskammeraten Andrzej (Dawid Sciupidro, 29-årig polsk skuespiller), på et lokalt værtshus, hvor han i starten er lidt afvisende for at drikke – men i det fjerne får øje på en smuk koreansk pige – og det ender med at Andrzej finder ham liggende i høet i kostalden – nok i en brandert drømmende om den fjerne piges brune kjole. Og som noget meget smukt i filmen ser vi hende flere gange som i en tåge bevæge sig smilende hen imod Carl. Og hun møder også op til Bittens 60-års fødselsdag – hvor Carl med sin Faxe sodavand flere gange bliver tiltalt med Du skal rejse hjem til dér, hvor du kommer fra - som får mig til at mindes samme scener i Søren Kragh-Jacobsens film fra 2020 Lille Sommerfugl.
Filmen har uforudsigelige glimt, som da vi i starten ser en stor meteorit falde direkte ned i Hans` mark – et hul, som også får en drømmende betydning med at gemme sig og se det ønskede – og enkelte steder ses små glimt på ét sekund – som jeg først tænkte kunne være fejlklipning!! Meteoritten betyder oftest, at man går igennem et tidsrum med forandringer og usikkerhed – og det mærker Carl i disse år. Det ses også til hans fødselsdag, hvor moderen siger, at de har tænkt sig at give Carl 10.000 kr. til en rejse – og man ser tydeligt på faderen, at det ikke er tænkt færdigt, og minuttet efter viser Carl stolt, gaven - en check på 7.000 kr. Og så ses han pludselig gå rundt i Sydkorea med sit sydkoreanske ansigt uden at forstå et ord eller mentaliteten.
Men han får livet tilbage – nok til at han tør vende hjem til Hans for at sige: Jeg vil ikke overtage gården!! - mens han igen ser en drømmende koreansk pige smilende komme imod ham på marken med fuglefløjten. Det er et uheldigt tidspunkt, da Hans lige har fået bekræftet en diskusprolaps i ryggen, men også på et tidspunkt, hvor symbolsk vi ser stuevægge revne.
Filmen vil på mange smukke måder få os til at stille spørgsmål ved en håndtering af ”blodet” og ”slægtens bånd” – hvordan Karen og Hans gerne vil det hjælpsomme og få sønnen med – men jeg synes ikke de giver ham ansvar – selv moderen øser mad op til en 19-årig søn. Og grunden til de måtte adoptere Carl får vi heldigvis først at vide til sidst.
Karen og Hans vil det bedste – men viser det værste ved ikke at give slip på sønnen.
