I 1999 tog 16 unge sagen i egen hånd. De brændte for at lave film og dannede et kollektiv, som skulle udvikle de unges talenter gennem undervisning fra branchen.
Her i 2006 er Super16 en respekteret del af branchen og vinder priser i udlandet. Det er derfor værd at holde øje med den nye årgangs lovende film. Den nye årgang emmer af potentiale.
Stilistiske Perler.
Flere af filmene oser af kvalitet, som fx Emmalou instrueret af Caroline Sacha Coges med et meget lækkert visuelt udtryk. FIlmen handler om tjeneren Emmalou (Gry Guldager Jensen) som arbejder på et krydstogtskib. Filmen har groteske elementer bl.a. i form af en kæmpe hvid kanin og en lille dreng ( Sami Paludan Møller) klædt i en blå dragt. Filmen balancerer i tvivlen mellem et indre vanvid eller en verden fyldt med groteske elementer. Underholdende og sød er David Dencik også som entertaineren Eric.
Skyggen af tvivl instrueret af Esben Tønnesen ( som iøvrigt vandt en pris på Odense Film Festival i år for sin film Lille Mand) har iscenesat sin kærlighedshistorie i et visuelt fantastisk univers. Øde gader og en forvrænget lydside skaber den suspekte steming der til tider synes at være inspireret af Christoffer Boes Allegro.
Det groteske køres helt ud i filmen Et andet sted instrueret af Tea Lindeburg. En mand anklages for et mord der aldrig er sket, en mand erklæres død, men lever stadig. Der er skruet op for virkemidlerne, skuespillet er fantastisk karikeret, universet absurd. Alt i alt en lille varm film om noget som ikke stemmer.
Sidst men ikke mindst er Esben Larsens Daddy-O med Thomas Levin i hovedrollen. Han spiller fyren Morten, som får sig en indflyttergave, der tvinger ham til at tage sit rock n' roll liv op til overvejelse. Stilistisk foregår filmen i et lækkert 50'er univers.
Narrativt Ubehag
I denne kategori er der tre film. Terapi instrueret af Bo Mikkelsen med Beate Bille somden specialeskrivende Lotte, som gradvist bliver pillet fra hinanden af "psykologen" Torben spillet af Kristian Halken. Da filmens 24 minutter udelukkende drives frem af to menneskers skuespil skal dette være eminent, hvilket det heldigvis også er. Scenografien understøtter til fulde den klaustrofobiske stemning. Halken er perfekt castet som både hyggefar og onskabsfuld psykopat, som får Beate Bille til at bryde ud i ukontrolleret latter og gråd. En film der efterlader en ubehagelig smag i munden.
I den mere mystiske ende i denne kategori er Tre Somre instrueret af Carlos Oliviera. Filmen centrerer sig om en voksen mand ( Morten Kirkskov) som får et seksuelt forhold til drengen Thomas (Simon Munk). Men i denne film er det ikke den voksne, men tværtimod drengen som vælger at opsøge den voksne igen for at få mere. En film, som kan ses som både åben og ærligt om et tabulagt emne, men også som en forfejlet provokation.
Uden for kategori er Forsvunden instrueret af Kaspar Munk. En film om en ung piges identitetskrise i bedste Niels Malmros stil. Skuespillet er gennemført og meget ærligt spillet af bl.a. Marie Søderberg som pigen Christine.
Første person ental er et kammerspil instrueret af Tom Vilhelm Jensen. En film som stilistisk og tematisk ligger langt fra de andre afgangsfilm. Drengen Emil (Cyron Melville) har et kompliceret forhold til sin mor (Vibeke Hastrup). Men da pigen Sophia (Amalie Dollerup) dukker op i hans liv, hvilket tvinger ham til at tage konfrontationen op med sin mor. Fortælletempoet er langsomt hvilket ikke nødvendigvis er dårligt, men det er som om filmen visse steder godt kunne trænge til at blive strammet lidt op. De mere velspillede og intense scener opvejer til dels det langsomme tempo.
