Skriv en kommentar
Den bosniske filminstruktør Emir Kusturica har igen lavet en anderledes og medrivende film med dybe rødder i balkanområdet. Denne gang er det en dokumentarfilm om sit eget band, The No Smoking Orchestra, som han selv spiller basguitar i. Som en flue på væggen følger vi medlemmerne på turne og ser dem som mere end bare musikanter i et band, men som mennesker med en masse til fælles, som f.eks. deres helt egen musikstil.
Selvom bandet bærer hans navn, så er Emir Kusturica ikke midtpunktet i denne film. Han er blot én af de skæve, sjove og yderst underholdende personager, vi følger før, under og efter deres koncertturne. Han er vel nok mest kendt som instruktør af film som Underground (1995) og Black Cat, White Cat (1998). Super 8 Stories kan på mange måder sammenlignes med Underground, hvor musikken og livet går op i en højere enhed.
Musikken er en herlig blanding af en masse forskellige stilarter, tilsat soloer her og der fra de forskellige instrumenter, som så giver et samlet billede af en musik, som er aldeles uforudsigelig og forrygende. Det samme kan man sige om filmen. Snart ser vi Emir Kusturica and The No Smoking Orchestra på scenen, hvor de spiller foran en masse jublende og dansende tilskuere, og snart ser vi dem som personer i en stumfilm, hvor de løber efter en gammeldags togvogn, der er på vej ud af stationen. Man kan simpelthen ikke forudse hvad der sker i næste scene. Vi følger bandet på en af deres turneer og får gennem små, intime interviews med håndholdt kamera et lille indtryk af de forskellige bandmedlemmer. Under disse små samtaler vises der klip fra de enkeltes barndom. Vi lærer dem at kende som mennesker og hvordan de passer så godt til lige netop dette her band og til netop det instrument de spiller. Flere af medlemmerne har haft andre jobs, men deres store kærlighed er musikken og de lever simpelthen når de spiller deres egen, personlige blanding af alverdens musik for andre folk.
