Skriv en kommentar
Der er med årene kommet et noget tvivlsomt skær over Gérard Depardieu, der har spillet langt over hundrede roller gennem tiden. Bedst huskes han for Peter Weirs vellykkede romantiske komedie ”Green Card” (1990), hvor han fungerede godt som emigrant overfor smukke Andie Macdowell. I Ole Bornedals mere barske og efter min mening ret interessante filmatisering af Herbjørg Wassmos succesroman ”Jeg er Dina” spillede han overfor Maria Bonnevie. I ”Asterix og Obelix” 1 og 2 var han Obelix. Et syn, der siden har forfulgt mig, og som jeg ikke har kunnet fri mig selv at tænke på, hver gang jeg ser Depardieu. Og så alligevel; Depardieu har spillet langt over 100 forskellige roller, og han er værd at give en chance, og med forhåbninger om at et samspil med den altid hårdkogte Jean Reno, som man straks forbinder med den mindeværdige præstationer i Besson-film som ”Subway” (1984) og især ”Leon” (1990) samt en lang række lignende roller, kunne give en kontrastfyldt dynamik, går man til filmen med åbent sind. Begge skuespillere har således gjort sig i et hav af såvel franske som internationale produktioner.
I ”Tais Toi” (betyder: Hold Kæft) starter det, hvis man da ikke lige er en stor Depardieu-fan, desværre i tråd med ens værste forventninger. Quentin (Depardieu) er en naiv og irriterende bankrøver, der straks pågribes af ordensmagten, efter et tilfældigt udført kup. I fængslet driver han ufrivilligt den ene fange efter den anden til vanvid med sine tåbelige kommentarer. Ofte bliver medfangerne sure og angriber Quentin, der til gengæld kvitterer med at sætte sig på folk, indtil fangevogterne dukker op og flytter ham til en ny celle.
Da Ruby (Reno) fanges og fængsles på grund af en langt større sag, nægter han at tale med nogen i fængslet. Politiet ser derfor muligheder i at sætte de to kontraster sammen, hvorved Ruby forhåbentlig kan bringes i tale. Quentin bliver hurtigt glad for sin nye cellekammerat, hvis tavshed han fejltolker som venskabelighed. Han kobler sig derfor uigenkaldeligt på Ruby, som han via en fuld ven og en kran tvinger til fælles flugt. Udenfor fængslet nægter Quentin at forlade Ruby, der konstant forsøger at slippe af med ham. I jagten på hævn og rigdom (Ruby har et udstående med en gangsterbande, hvis penge han har stjålet og gemt), viser det umage par sig dog stærke sammen, og der bliver rig brug for såvel pruttepuder som larmende dyre-legetøj i kampen mod storslynglen Vogel (Jean-Pierre Malo) og hans bande af bøller. Politiet må finde sig i at få stjålet biler og blive snydt af de yderst uortodokse metoder, de to helte benytter.
Rækken af filmmakkerskaber er rig på kontrastkarakterer. Specielt politifilmen har ofte, som i de såkaldte Buddiemovies (f.eks. Danny Glovers familiefar og Mel Gibsons drengerøv i ”Dødbringende våben” 1 - 4 (1987 - 98)) brugt makkerparet som drivkraft. Her er der dog tale om actionkomik af flugtfilmstraditionen, hvor spillet mellem to tyveknægte; en dum drømmende lallerøv og en cool gangstercrook går imod systemet og alskens andre, der forsøger at stoppe deres drømme. Depardieu viser sig undervejs at være højest irriterende for filmens andre figurer, og desværre fungerer han ofte på lignende vis for salens seere. Så selvom actionkomedien fremstår plotmæssigt hæderlig, bliver den aldrig til det helt store sus af samspil mellem Reno og Depardieu, der skulle have været filmens force.
Francis Veber, der i øvrigt er lidt af en garvet ræv indenfor den sjove film, har instrueret komedien. Med ”Les Fugitifs” (1986) lavede han ret tidligt en flugtfilm med Depardieu i den ene hovedrolle, senere kom den amerikaniserede version ”Three Fugitives” (1989). Veber har således skrevet et utal af komedier og selv instrueret en hel del, ofte med Depardieu i en af de ledende rolle. Så er man til Depardieu og amerikansk inspirerede franske action-komedier, kan ”Tais Toi” anbefales, men hylende morsomt eller lynende intelligent er det ingenlunde.
