Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
De fleste mennesker i den vestlige verden har et nostalgisk forhold til “Teenage Mutant Ninja Turtles”. Om man så selv er vokset op med tegneserierne, tegnefilmene, filmene eller blot legetøjet eller om ens børn har, så husker man tilbage på en mindre kompliceret tid med glæde. Heldigvis blev de færreste af os direkte fanatiske omkring franchisen, og da den så for nyligt skulle genoplives, rullede vi ikke med øjnene. Et frisk bud på Turtles var velkomment. Da ødelæggeren Michael Bay stillede sig bag produktionen, blev mange af os mere skeptiske. I dag er det nemt at kigge i bakspejlet og sige, at det var en hamrende dårlig ide, men faktum er, at vi egentlig var åbne overfor ideen, og jeg ser personligt gerne endnu en genstart om 10-20 år med stærkere kræfter bag. Men universet skal tages seriøst, selvom det handler om muterede pizzaædende skildpadder.
To film blev det til i denne omgang. Sidste gang overlevede skildpadderne 3 af slagsen. Den første af de nye blev en økonomisk succes men en kritisk fiasko, hvilket banede vej for en toer, der slet ikke kunne indtjene sine penge. Dette satte brat en stopper for den planlagte treer, og selvom kvaliteten ellers gik i den rigtige retning, er det nok for det bedste. Universet blev nemlig ikke taget seriøst i denne omgang. At karaktererne kun er skygger af sig selv er en ting, men at ændre skildpadderne til rumvæsener er utilgiveligt. Ændringer kan og bør forekomme, når man rebooter, for hvem gider se det samme igen? Men man bør ikke ændre væsentlige detaljer fra kildematerialet, især ikke på en franchise, der har været samtlige formater igennem, og som de fleste har et nostalgisk forhold til.
Den første “Teenage Mutant Ninja Turtles” film fra 2014 er decideret hæslig. Vi bliver introduceret til de nævnte ændringer, designet af skildpadderne er så grimt, at jeg stadig kan kigge måbende på det og alt fra manuskript og instruktion til skuespil og action er så vanvittigt elendigt sammensat, at det eneste der kunne have reddet filmen, ville være at starte produktionen fuldstændigt forfra. Alle vittigheder er så platte, at selv småbørn vil agere gammelfar med et tørt “høhø” og plottet bevæger sig stort set ingen vegne, før filmen er slut. Man opdager knap nok når filmen slutter, fordi filmens dramaturgiske kurve er så stillestående at det virker hypnotiserende. Skildpadderne er egentlig stadig let genkendelige ud fra tidligere viden om deres karaktertræk, men uden denne foregående viden, bliver vi egentlig ikke sat ind i deres karakterer, så som nyt publikum, må man føle sig lidt tabt undervejs. Deres træner Splinter er derimod blevet det komiske sidekick, og hans Yoda-lignende visdom er blevet skrabet væk for et par lommefilosofier og fjollede indslag. Deres ærkefjende Shredder er dog filmens absolut værste punkt. Han er blevet reduceret til håndlanger, og er aldrig farlig, men blot en lille usling, man aldrig er i tvivl om, let bliver fejet af vejen.
Dave Green overtog instruktørstolen fra Jonathan Liebesman (må han aldrig sætte sig i den igen), og allerede to år efter udkom “Teenage Mutant Ninja Turtles: Out Of The Shadows”. Alt var pludselig forbedret. Padderne har en indbyrdes kamp, der sætter større fokus på deres karaktertræk. Shredder allierer sig med den velkendte hjerne-i-en-robot figur Krang, hvis design er dejligt ulækkert. Manuskriptet følger en velkendt skabelon og har nu store udsving på den dramaturgiske kurve. Selvom forbedringerne er markante og lette at spotte, er problemerne stadig altoverdøvende. Den første films ideer kan ikke ignoreres, og skildpadderne ligner stadig en flok halvtåber iført en ordentlig omgang halvfærdig CGI. Megan Fox er vanvittigt fejlcastet som journalisten April O’Neil, og det faktum at hun har udvist større talent i tidligere præstationer, siger en hel del om, hvor utroværdig og anonym hun klarer sig i disse film. Desuden trækker midterdelen af filmen alt for langt ud, og slutningen druknes ganske vist i en tsunami af CGI, men den er hurtigt overstået. Introduktionen af tumperne Bebop og Rocksteady var selvfølgelig en nødvendighed i denne film, men de ender alligevel som en smule for dumme og fjollede, og man undrer sig over, hvorfor et kriminelt geni som Shredder, bliver ved med at bruge dem til vigtige opgaver. Problemerne er mange og sammenhængen svær at spotte, men filmen er trods alt mildt underholdende.
Måske havde tredje del af “Teenage Mutant Ninja Turtles” fortsat den opadgående kurve, og endt som en hæderlig film. Det finder vi aldrig ud af. Udgangspunktet og voldtægten af franchisen er dog umulig at tilgive, og det er svært at forestille sig, at noget som helst godt ville komme ud af dette forsøg. Lad os alle bare lykkeligt glemme disse åndssvage forsøg på hurtige penge, og krydse fingre for, at nogle kompetente filmfolk hiver fat i Michaelangelo, Leonardo, Donatello og Rafael engang i fremtiden i stedet.
“Teenage Mutant Ninja Turtles” - 1/6
“Teenage Mutant Ninja Turtles: Out Of The Shadows” - 2/6
Billede & Lyd - 6/6
Igen bliver jeg nødt til at nævne Michael Bay. Manden kan måske ikke instruere selvom hele Jordkloden afhang af det, men han er skam et teknisk geni. Derfor kan det ikke overraske, at når han fungerer som producer, vil udgivelsen af hans film være helt i top mht. kvaliteten. Billedet er krystalklart fyldt med farver i alverdens former, og det er lige før det bliver for meget. Det er direkte imponerende at se, hvordan Blu-Ray formatet bliver udnyttet til aller yderste grænse. Lydsporet er ligeså imponerende med en enorm mængde bas, og en blanding af lydeffekter der vælter ud til alle sider, imens ikke et ord fra dialogen i front forsvinder i mængden. Det er lige før begge film bliver seværdige, når der er tale om så høj visuel og auditiv kvalitet.
Ekstramateriale - 3/6
Ca. halvanden times spilletid spredt udover de to film, er hvad der er af ekstramateriale. Langt det meste af dette består af nogle korte featuretter, der fokuserer på noget bestemt i filmene (skildpaddernes bil, deres hjem i kloakken, musikken osv). De korte programmer kan snildt skippes, da de aldrig kommer i dybden med deres fokus, og faktisk heller ikke formår at underholde. De længere featuretter er lidt mere interessante. Et fokuserer på hvad der er foregået mellem de to film, et andet handler om skildpaddernes udvikling igennem tiden. Til sidst er der nogle musikvideoer og lidt omkring arbejdet bag dem. Igen ikke super spændende, og desværre mangler der også nogle kommentarspor til at fuldende oplevelsen bag om filmene.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Fox-Paramount
