Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Når en teenager skal til at blive voksen. Det er sådan set det tema vi efterhånden er nået til i ”That 70s Show”, for det meste af vennegruppen er nu færdige med High School, og skal til at opleve livets barske realiteter. Dette kunne naturligvis have været et kæmpe omdrejningspunkt for seriens narrativ, plotudvikling og karakterer, men i stedet føltes det hele stadig som det gamle med blot nogle få ændringer. Det er stadig de samme lalleglade og potrygende tabere vi har med at gøre, nu bliver de blot langsomt tvunget ud i, at tage stilling til diverse ting og naturligvis vokse op. Eric har i lang tid lavet ingenting derhjemme, da han ikke aner hvad han vil med sin fremtid, og da Red tvinger ham med et ultimatum (find ud af hvad du vil eller bliv smidt ud), finder Eric ud af, at han har det bedst med at lave ingenting, og fortsætter derfor i det samme spor. Sådan bliver Eric hurtigt til den nye dovne karakter, og selv Kelso og Hyde er mere initiativrige i denne sæson. Kelso har fået en datter, som han viser sig at være en fin far til, selvom han måske ikke ser hende så ofte, og Hyde finder ud af, at hans far er en rig afrikaner (og at han tilmed har en søster), som donerer en pladebutik til sin søn. Donna og Eric er stadig sammen efter 6. sæsons cliffhanger hvor et bryllup gik i vasken, og Donna træder virkelig i karakter i 7. sæson som en målrettet og stærk kvinde, der imidlertid er blevet DJ på en mindre men populær radiostation. Desuden er hun blevet blondine, som er grundlag for mange jokes, især når hun møder sin ekskæreste. Jackie hopper fra det ene forhold til det andet (og tilbage igen), og det tyder på, at hende og Hyde kan blive gift og leve for evigt lykkeligt sammen, men mon nu også det holder? Jackie prøver desuden kræfter som nyhedsværtinde, som skaffer hende et job i Chicago, og stiller hende midt imellem kærlighed og berømmelse. Fez er Fez, her sporer man ikke den store udvikling, og med en så perverteret og liderlig karakter, ville det da også være en smule synd.
”That 70s Show” synger på sidste vers, og kun en sæson er tilbage, hvor vi i denne omgang er efterladt med flere store cliffhangers, hvor forløsningen måske ikke er så indlysende som man skulle tro. Den langsomme overgang til modenhed og ansvar er glimrende skildret i 7. sæson, men vigtigst af alt kammer det aldrig over til sødsuppe og sentimentalisme, og humoren er stadig ligeså frisk og skarp som i første sæson - hvis endda ikke mere. Meget passende befinder vi os i slutningen af 70’erne nu, og ”Star Wars” havde en enorm indflydelse på ungdommen i denne tid, som faktisk ligger grundlag for nogle af de bedste spoofs på denne siden ”Spaceballs”. Ikke mindst fordi skaberne af serien har styr på deres ”Star Wars” og kan nørde dette godt, grundigt og ironisk igennem Eric, men også fordi det er en passende ramme for tiden og den småsatiriske humor ”That 70s Show” har fat i.
En del der ikke har formået at udvikle sig nok er seriens udtryk, ofr musikmæssigt og stilmæssigt befinder vi os nogenlunde som vi altid har gjort, og de små sjove sekvenser imellem scenerne er stadig de samme som i starten, hvilket på syvende sæson godt kan stilles spørgsmålstegn ved, for det bliver trivielt i længden. Her savner jeg at man har fuldt lidt med tiden, og ikke blot nævner datidens populære bands og film i flæng, uden at gøre ligeså godt brug af disse som f.eks. de førnævnte fremragende referencer til ”Star Wars”. Det er stadig den samme, gamle lydside der plager baggrunden, og stadig de samme strålende farver i mellemsekvenserne og stort set det samme tøj som altid. Her formår ”That 70s Show” altså ikke at imponere, men det er ganske vist bagateller, for det er historien og humoren der er det vigtigste i sit-coms, og med kun få tyverier fra f.eks. ”Seinfeld”, ”Scrubs” og selv ”M*A*S*H” er ”That 70s Show” stadig sin helt egen, og der er stadig masser at fortælle om. Skuespillet er over hele linjen fremragende, hvor selv Ashton Kutcher imponerer som en skuespiller med stor komisk timing, men mon ikke han bliver den nye Keanu Reeves, der ligeså også kun kunne spille rollen som Ted i de to ”Bill & Ted” film? Topher Grace er allerede på vej videre mod Hollywood, hvor han viste os en anden side af sig selv som Eddie Brock i ”Spider-Man 3”. En der desværre langsomt er blevet glemt er Laura Prepon som spiller Donna. I starten af ”That 70s Show” virkede hun da også meget karikeret, men som tiden er skredet frem, er hun blevet mere og mere charmerende, og i syvende sæson fremstår hun som den mest naturlige og troværdige karakter i banden.
Syvende sæson af ”That 70s Show” vil ikke skaffe flere fans, men den giver sine fans hvad de vil have, og er personligt blandt mine favoritsæsoner i seriens levetid. Så er du fan af serien, er der ingen undskyldning for, at forbigå denne sæson.
Ekstramaterialet kunne desværre ikke bedømmes, idet filmselskabet kun havde valgt at stille en promo-udgave til rådighed.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Sandrew Metronome.
