Skriv en kommentar
Imod alle odds har film med spotlys på deterministisk filosofiske grundtanker om selvet, livet og virkeligheden haft meget succes hos såvel de kvalitativt orienterede kritikere som hos det konsumerende mainstream publikum. Matrix-trilogien, Minority Report, Gattaca, Eternal Sunshine of the Spotless Mind og senest Inception har alle de seneste år både bjergtaget anmelderne og troldbundet biografgængerne i kraft af deres alternative og bevidsthedsstrømmende tilgange til eksistensens store spørgsmål. The Adjustment Bureau stiller sig i samme metafysiske kø og tænder adskillige begrebsmæssige stjernekastere, der funkler af både kontemplation og action. Men de går til gengæld hurtigt ud og efterlader ingen synlige spor.
Mænd iført hatte styrer skæbnen
Med afsæt i Philip K. Dicks novelle The Adjustment Team tager The Adjustment Bureau, der har konverteret det altmodische Team til det opdaterede Bureau, fat i det eksistentielle grundmotiv om fri vilje vs. fatalisme. Dette interessante modsætningsforhold tager sit udgangspunkt i David Norris (Matt Damon), som i filmen beskrives som den yngste medlem nogensinde af Repræsentanternes Hus. Han er en karismatisk og højt motiveret politiker, som stiller op som kandidat til en plads i Senatet. Men han kommer også fra en jordnær, upåtaget arbejderbaggrund, som næsten ruinerer hans spirende karriere, da en lidt for frivol og derfor anstødelig adfærd til en fest optager avisernes forsider. Karrieren tager et dyk nedad, og da han skal til at forberede sit livs nederlagstale på et tomt herretoilet, møder han den smukke balletdanser Elise Sellas (Emily Blunt). De forelsker sig hovedkulds i hinanden, men snart bliver han kontaktet af nogle mystiske mænd iført hatte, som gør alt i deres magt for at holde dem adskilt. De er skæbnens alstyrende agens, og det er åbenbart ikke Davids skæbne at være sammen med Elise. Han lærer hurtigt, at han er oppe imod resolutte og uomgængelige agenter fra det såkaldte Adjustment Bureau, som altså koordinerer hver en detalje i menneskers liv, så det passer ind i det prædeterminerede verdensbillede.
I lyset af overvældende odds, skal David nu enten lade Elise gå og acceptere den forudbestemte sti, eller tage skæbnen i egne hænder og omskrive sit eget fremtidsperspektiv ...
Selv om historien både er spektakulær og sofistikeret på papiret, ender filmen med at være en middelmådig gradbøjning af førnævnte tillægsord. Først og fremmest puster filmen ikke tilpas meget kød og sjæl ind i sine karakterer, som derfor fremstår flade og udtænkte med den uheldige konsekvens, at man hurtigt mærker en undergravende distance til dem. De er endimensionelle og firkantede, primært fordi de er plotdrevne profiler og derfor underkastet handlingens befalende modus, som mere gør dem til transparente silhuetter end troværdige mennesker. Matt Damon er på ny til fals for sit prototypiske good guy syndrom, som han efterhånden har perfektioneret til eklatant kedsomhed, mens Emily Blunt glitrer sporadisk med sit underspillede vid og lune humor. Kemien mellem dem er godkendt, om end ikke så lidenskabelig, som filmen gerne vil have os til at tro. Karakteren Thompson (et glædeligt gensyn med Terence Stamp) agerer bureauets Mr. Fix It, eller Hammeren, som han også bliver kaldt, og har den bagvedliggende funktion at klarlægge bureauets omtvistelige eksistens og dets problematiske indblanding i folks liv. Hans forklaringer er dog ufyldestgørende og tilmed favoriserende, da de kun inddrager den vestlige hemisfære. Samtidig føles de moralsk pointerende og demonstrativt udsigende, så man bliver hensat til skoletiden og føler sig belært. Den form for didaktik er altid nedvurderende over for sine tilskuere og tilmed hæmmende for en mere autentisk og åbenhjertig perception af filmen.
Selvom ideen med et hemmelighedsfuldt korps af enigmatiske, omnipotente mænd (og ingen kvinder altså, bemærker feministen) er både anderledes og spændende, skildrer filmen dem ikke med nok kuriositet og indlevelse til, at man for alvor gider engagere sig i deres æteriske, men diskuterbare mission og anstille betragtninger om deres målsætninger og forehavender. Som dubiøse håndlangere for skæbnens dannende konturer, der fundamenterer deres overjordiske projekter, som helst skal udvikle så få krusninger som muligt, ville man have ønsket sig enten en dybere præsentation af dem, så man lettere kunne forholde sig til deres entreprise eller en mere gennemført mystificering af deres mentalitet, så man følte sig draget af eller frastødt over deres transcendente referencer og faktiske fremgangsmåder.
I stedet gør filmen ingen af delene, men indlogerer dem i intethedens land, hvor man hverken er bange for dem, besnæret af deres bedrifter eller interesseret i deres egentlige eksistensberettigelse. Man forbliver uanfægtet. Når både hovedfigurerne og opponenterne gengives så nonchalant og fortravlet, udebliver den påkrævede identifikation og engagement. Ergo stiger adrenalinen ikke, når David og Elise bliver jagtet hæmningsløst af et fjendtligt indstillet militær, tårekanalerne bliver ikke opsvulmet, når der bliver taget tårevædende afsked, og hjertet puster sig ikke op, når hovedpersonerne laver truttende kysselæber og udveksler hede kærlighedssignaler.
Mystik on the go
Det virker endvidere, som om filmens egne aktører ikke just er overrumplede over eksistensen af det tophemmelige bureau. Da dette forbløffende komplot bliver afsløret for David, bliver han ganske vist overrasket i starten, men fortsætter ellers uanfægtet videre med sit liv. Unødvendigt at sige virker det helt usandsynligt. Elise reagerer mere lamslået og derfor troværdigt, men på det tidspunkt er det allerede for sent i filmen.
Scenografien er flot og godt tilpasset filmens fatale og skæbnetunge tematik. New Yorks Art Nouveau konstruktioner mønstrer en spændingspræget kulisse, som bidrager elegant til filmens underliggende atmosfære af alvor og melankoli.
Slutningen er både abrupt og moraliserende samt en typisk deus ex machina udvej, som vidner om anstrengende dovenskab fra manuskriptforfatterens og instruktørens side. Det er ærgerligt, for filmen havde i udgangspunktet al potentialet til at blive en særpræget og mind-blowing oplevelse. I stedet ender den i den triste bunke film, som er set og hurtigt glemt. Når det sidste punktum er sat i denne anmeldelse, har denne film allerede og for evigt forladt overtegnedes mentale cache.
