Skriv en kommentar
Mexicanske Guillermo Arriaga, der har stået bag manuskripterne til landsmanden Alejandro Gonzalez Inarritus glimrende Amores Perros og 21 Grams debuterer som spillefilmsinstruktør med The Burning Plain. Og ganske forventeligt er det en film der lægger sig direkte i forlængelse af Inarritus veldrejede multiplotfilm. Arriaga deler bare ikke sin våbenbrors imponerende dramatiske tæft og talent for det fortættede nærvær, men mindre kan da også gøre det.
Filmen følger tre parallelle kærlighedshistorier, hvor den ene foregår i vore dage og de to andre ligger 20-30 år tilbage. Charliza Theron spiller omdrejningspunktet som en moderne kvinde der på overfladen har en succesrig tilværelse som bestyrer af en eksklusiv restaurant, men som lever et kærlighedsløst liv fyldt med tilfældig sex og meningsløse dage. I løbet af filmen finder vi ud af hvorfor. Der køres nemlig parallelløb med hendes teenageår, hvor hun opdager at moderen har en affære med en Mexicansk mand og derfor bebrejder hende for familiens eksistentielle problemer. Forholdende forværres da den unge pige oven i købet finder sig tiltrukket af den Mexicanske mands søn.
Klasse-, race- og sociale skel streges op og undersøges i kærlighedens navn af Arriaga, der langt hen ad vejen for stablet en troværdig og velspillet historie på benene. Filmens største problem er i virkeligheden at den ikke helt kan bære den oplagte sammenligning med Inarritus imponerende værker. Skuespillerne leverer varen til UG, med en ofte nøgen Theron og en sammenbidt Kim Basinger som de dramatiske omdrejningspunkter. Selv de små roller er der dog gjort plads til og specielt Joaquim De Almeida, der ellers altid er degraderet til klichetunge, typecastede roller som sydamerikansk general eller narkohandler, får i den grad lov til at flekse de dramatiske muskler.
The Burning Plain er en fin og velfungerende film, der bestemt har stof til eftertanke og nogle grumme drejninger undervejs. Det er en til tider billedskøn fortælling fra grænselandet mellem USA og Mexico og det er en multiplot film der er holdt temmelig godt sammen. MEN, det er også en film der i kraft af Arriagas karakteristiske opbygning og karakterer minder utrolig meget om film som Babel, 21 Grams og Amores Perros. Det er kun en dårlig ting fordi det så bliver så meget tydeligere at de film er bedre skruet sammen. Det er ikke uden grund at Inarritu bliver kaldt en af hvor tids største instruktører, men det går desværre ud over hans stakkels manuskriptforfatter, når han så selv prøver at tage instruktørhatten på.
