Skriv en kommentar
I anledning af at Chicago med Richard Gere netop er udkommet på DVD, har vi kigget nærmere på en anden Gangsterfilm/Musical, som han indspillede for ca. 20 år siden - Francis Ford Coppolas The Cotton Club - en film om natklubben i Harlem, som ikke kun blev kendt for den musik de spillede og dem, som optrådte der, men i den grad også de personer, der besøgte den i den sidste del af 1920'erne og begyndelsen af 1930'erne. Lidt på samme måde kan man sige om filmen, for faktisk er historien om filmens tilblivelse lang mere spændende end selve filmen. Lad os starte med at kigge lidt på filmen.
Filmen fortæller flere historier, så jeg vil blot nævne 2 af dem her. Den ene fortæller historien om, hvordan musikeren Dixie Dwyer en aften redder gangsteren Dutch Schultz's liv, som er i byen med sin elskerinde Vera Cicero. Som tak lover Dutch at tage Dixie og hans bror under sine vinger og skaffe dem fast arbejde. Dixie får et job som fast musiker ved forskellige lejligheder, men også som stand-in når Dutch bl.a. er sammen med sin kone og børn, hvilket betyder, at han skal foregive at være Vera's kæreste på de rette steder og tidspunkter. Dette går da også godt i starten, men problemet er nu bare, at efter de har tilbragt et par aftener sammen på denne måde, begynder Dixie at falde for Vera. Vincent - Dixis bror - får en helt anden slags arbejde, som får fatale konsekvenser for ham.
Den anden historie handler om de 2 brødre Sandman og Clay Williams, som forsøger at skabe en balance mellem en succesfuld karriere som dansestjerner og en accept som personer selvom man ikke er hvid. Det er en svær branche, for den er domineret af hvide og hvor racisme hele tiden spøger i kulissen, for med succes på scenen følger accept ikke nødvendigvis med, når man forlader dansegulvet. Også her giver en forelskelse problemer, da Sandman forelsker sig den mindre farvede Lila.
Som I sikkert kan regne ud, så er det en film fuldt med kontraster: Fantasi og Virkelighed, Sort og Hvid, Kærlighed og Had, Dans og Mord, Larm og Stilhed for blot at nævne et par stykker. I filmens flotteste scene, som sjovt nok ikke blev instrueret af Coppola selv, men derimod hans søn Gio, samles flere af disse temaer. I en fantastisk montage, som minder om slutningen fra Godfather 1 (Michael Corleones brutale oprydning under barnedåben) krydsklippes der mellem mordet på Dutch Schultz og Sandman på scenen på vej til få sin drøm opfyldt.
Filmen byder på flere flotte scener, men det er i musik og dansesekvenserne, at filmen virkelig fanger. Filmkomponisten John Barry bearbejdede dels musik af Duke Ellington, men skrev også en del af musikken direkte til filmen og det er en nydelse at høre dette score i Dolby Digital 5.1, det er nemlig ellers ikke en film, som ellers har noget at byde på rent lydmæssigt som det fx var tilfældet med Apocalypse Now.
Det er klart at Coppola har villet en helt del med filmen, men det lykkes desværre ikke, da filmen aldrig kommer rigtig op i omdrejninger, hverken med hensyn til handling eller dialog. Om det ville have hjulpet at få indsat nogle de scener, som endte på gulvet i klipperummet, skal være usagt, for denne DVD-udgivelse er udsendt uden indblanding/samarbejde fra Coppolas side. Der har flere gange være annonceret specielle udgaver af filmen, men hver gang har der været et eller andet, som har gjort at man har droppet dem igen. Dette bevidner, at der stadig er mange uafsluttede forhold omkring tilblivelsen af denne film.
Som sagt tidligere, så er historien om The Cotton Clubs tilblivelse faktisk mere spændende end selve filmen. Både før, under og efter optagelserne til filmen var der problemer.
Det startede med at Robert Evans (The Kid Stays in the Picture) fik den ide at han ville lave en film om den legendariske jazzklub og købte derfor filmrettighederne til en bog om The Cotton Club og hyrede Richard Gere til at spille hovedrollen uden, at der var skrevet så meget som en linie manuskript. Stallone var også på tale, men han kunne ikke spille på nogen instrumenter, men det kunne Gere og det faktisk ham selv, som både spiller og synger selv i filmen. Han fik også en rig våbenhandler med på ideen, som dog hurtigt trak ud af projektet, efter at han havde set det første udkast til manuskript. Efter flere forsøg (bl.a. Mario Puzo var også inde og give sit bud) gik Evans frustreret til Coppola for hjælp, da han mente at han kunne løfte opgaven i lyset af, at de tidligere havde arbejdet sammen på de 2 fremragende Godfather-film.
For Coppola var dette en chance til at komme tilbage igen, for start 80’erne var bestemt ikke nogle gode år, da den ene film efter den anden fejlede eller ikke indtjente nok, så han havde hårdt brug for en succes, som kunne bringe penge hjem til sit studie, som var ved at gå konkurs. Coppola havde prøvet flere forskellige genre film som fx Den klassiske musical med One From The Heart, Ungdomsfilm/rebelske/utilpassede unge i The Outsiders baseret på Susan E. Hintons succesfulde bøger, Levende kunst/musikfilm med Koyaanisqatsi, eller samarbejde med andre instruktører som fx Wim Wenders i Hammet, men ingen af dem faldt rigtig i publikums smag.
Det første Coppola gjorde var at omskrive hele Mario Puzos, hvilket næsten kostede deres venskab, manuskript sammen med forfatteren William Kennedy. Det kom der desværre ikke så meget godt ud af. Der er mange gode ideer, men de bliver aldrig rigtig udviklet, så personerne og handlingen fremstår, som ufærdige og kladder til en historie, som aldrig bliver skrevet. Dette gør at filmen flere steder bliver for kedelig og langsom.
Evans begyndte herefter at få problemer med alt og alle så bl.a fotografen John Alonzo blev fyret kun 6 uger inden indspilningerne skulle starte. Han led dog ikke så stor en nød da han fik et pænt beløb i fratrædelsesgodtgørelse og sådan var der flere, der fik penge uden, at de ret faktisk havde ydet noget til filmen. Dette kunne Coppola ikke tolerere, så han begyndte at hyre folk han kendte (familie og venner) og ikke mindst stolede på, for dermed at få kontrol over produktionen, som var ved at løbe helt ud af kontrol. Evans kontaktede på et tidspunkt Paramounth, som han jo med succes var med til at lede i 70’erne, for at få dem til bidrage med penge det fik han da også, men han var nødt til også at få Orion til at skyde flere penge i projektet for at få det hele til at løbe rundt. Dette kan tydeligt ses, da der på denne film er ”lidt” flere producerer på forteksterne end normalt.
Under hele produktionen var der også problemer. Folk kunne ikke enes eller så følte de sig udnyttet, som et eksempel herpå kan nævnes, at brødrene Hines syntes at filmens personer lignede dem lidt for meget, så nogle af de konflikter man ser filmen er faktisk grav alvor og dette udnyttede Coppola i håb om, at han kunne få peppet filmen lidt op.
Coppolas faste hånd, og idet hele taget måde han styrede produktionen på, gjorde faktisk at filmen, på tros af de mange trængsler, blev færdig til tiden.
Der går stadig mange historier og rygter om filmen, men jeg bare har prøvet at komme ind på et par af dem for at vise jer virkeligheden sommetider overgår filmens.
Jeg vil til sidst kommentere lidt på selve DVD-udgivelsen
Video
Filmen præsenteres i Widescreen 1.85:1 anamorphic, så du ser filmen som den blev præsenteret i sin tid i biografen.
Filmen præsenteres i behagelige farver, så man flere steder har man følelsen af at man sidder og ser på rigtig film og ikke video, men det er ikke reference kvalitet.
3 stjerner ud 6
Audio
Lyden kan du få serveret i Dolby i alskens varianter fra 5.1 til 1.0 alt efter hvilket sprog du vælger. 5.1 Dolby Digital – Engelsk, 2.0 Dolby Sorround – Tysk og Italiensk, 1.0 Mono Spansk, mens et DTS lydspor er der ikke blevet plads til.
Musikken svinger flot i 5.1 (2.0 kan gå an, hvis du ønsker at træne dit tyske/italienske) som sikkert er et remix af den lyd som brugt i 70mm udgaven, men i actionsekvenserne er der ikke rigtig noget at komme efter.
3 stjerner ud 6
Menu og Tekster
Menuerne er temmelig kedelige. Et par stillbilleder - et til hvert menupunkt - af bl.a. Richard Gere. Filmen er delt op i 28 kapitler, hvert med sit lille billede, som man dårligt nok kan se hvad forestiller og en til tider dårlig titel, men det er da bedre end de DVD'er, der kun har nummerinddeling. Inddelingen er ok, da der er pæne infadeninger til de fleste af scenerne, da de er tilpasset sceneskiftene i selve filmen.
Der er naturligvis tekster på alle de skandinaviske sprog og en række andre europæiske sprog, samt muligheden helt at fravælge tekster.
2 stjerner ud af 6
DVD Ekstra Materiale
Her er der ikke andet end en theatical trialer for filmen, som ikke engang er i Widesceen eller med ordentlig lyd.
Her mangler helt klart de slettede scener og ikke mindst et kommentarspor eller en ordentlig ”Making of ...” med Coppola/Evans/Barry & Co.
Konklusion
Selvom om der i filmen også er mord og andre elementer og scener til en god gangsterfilm, så lykkedes det den aldrig at blive rigtig spændende inden for den genre. Heller romancen mellem Vera og Dixie bliver hellere ikke særlig spændende, så det er heller ikke en dvd man skal købe, hvis man er i det romantiske hjørne.
Nej - hvis du skal se/købe denne film, skal du se/købe den som en Musical (ca 60 minutter af filmen er enten musik- eller dansenumre), for det er den del der fungere bedst. Den er mest af alt en hyldest til Jazzen og underholdningsmiljøet i 20’ernes New York før og efter krakket i 1929. Disse scener er både flot instrueret og koreograferet.
Tak til Sandrew Metronome som venligst havde stillet filmen til rådighed.
Tak til venner i ind og udland, som har bidraget, med historier (også dem som ikke kom med !) om filmen og dens tilblivelse.
