Skriv en kommentar
Familien Stanton, med Will Stanton (Alexander Ludwig) som den yngste i en søskendeflok på seks, er netop flyttet fra USA til en mindre landsby i England. Hvad familien ikke er klar over, er at der er dybe familierødder i netop den by de er flyttet til - rødder som går tilbage flere århundreder. Da Will på sin fjorten årige fødelsesdag begynder at mærke ændringer på sin krop, er det ikke kun fordi han er trådt ind i puberteten – han er af den ældgamle krigerorden 'The Old Ones' skam også udset til at være 'The Seeker', den udvalgte der skal redde jorden for dens undergang! Merriman (Ian McShane) og Miss Greythorne (Frances Conroy), lederne af 'The Old Ones', indfører Will i en ældgammel kamp mellem lyset og mørket; med krigerne på den ene side og Den Sorte Rytter (Christoffer Eccleston) på mørkets side. For at redde verden, må Will via nyerhvervet superkræfter finde seks tegn der er skjult i hver sin tidsalder, for at genoprette balancen mellem lyset og mørket. Det er hårdt at blive teenager, må snart Will erkende. Udover detaljen med at skulle redde verden og lære superkræfterne, være i puberteten og flytte et nyt sted hen, skal han også redde familiehyggen julen over og håndterer det med pigerne.
Lad det være sagt med det samme: Denne film er helt igennem genrekonventionel og har absolut intet nyt eller overraskende at byde på. Det er kampen mellem godt og ondt, som jo nok skal ende lykkeligt til slut. Baggrunden for kampen med lyset og mørket udebliver dog – for hvad 'lys' og 'mørke' egentlig er, får vi ingen svar på – og en andre løse tråde forbliver uberørte hele filmen igennem. Når det er sagt, sidder man tilbage med en udmærket genrefilm om dannelserejsen fra dreng til mand, vel at mærke med helt genkendlige virkemidler – uden at den prøver at være noget som helst andet end en ren og skær børnefilm med klassiske eventyr elementer. Omdrejningspunktet er Wills problemer med at blive voksen og tage ansvar, i takt med at en ny verden åbner sig. Dette er i bund og grund nok så banalt, men filmen fanger alligevel drengens udvikling på glimrende og underholdende vis. Alexander Ludwig spiller overraskende godt som Will og hans troværdige præsentation redder meget hen ad vejen en film, der kunne være blevet helt vedderstyggeligt. Go'e gamle Ian ”Deadwood” McShane er per defination bundsolid og er passende i rollen som Wills læremester, men derudover er der ikke meget kant på persongalleriet. Det har dog mere at gøre med at historien er så stramt fortalt, end at skuespillerne underpræsterer. Desværre er der nemlig alt for mange sideplots på 90 minutter, til at man rigtigt kommer ind i filmens univers eller under huden på andre karaktere end Will. Der bliver skøjtet hastigt henover personerne handlingsmønstre og ofte sidder man undrende tilbage over karakternes motivation eller mangel af bedre. Effekterne er ikke de allerbedste og virker noget tv film agtigt. Et eksempel er Mørkets ”kæledyr”, en håndfuld onde krager, helt overdrevet store i forhold til de naturlige omgivelser. Således ligner det mere muterede næsehorn der hænger og hvæser i træerne, end fugle der normalt godt kan sidde ude på kirsebærtræet ude at det vælter op med rod.
Til trods for at ”The Dark is Rising – Den Sorte Rytter” bestemt har sine fejl, fungerer den nu engang på sine egne præmisser. Historien om Wills særlige skæbne er lige ud ad landevejen, med en eventyrlysten glød og barnlig fortællerglæde der ikke er til at tage fejl af. Forvent ikke en charmerende Harry Potter eventyrfilm med vilde effekter der appellerer til alle aldrer, men en film uden de større krumspring, som dem mellem 6-14 år kan hygge sig med i efterårsferien.
