Skriv en kommentar
Som børn voksede de op sammen, Johnny, Tracy og Benedict. Johnny og Tracy holdt sammen, mens Benedict var lidt til en side. Men Johnny blev sendt bort fra barndomshjemmet, for Johnny var ikke Jacobs rigtige søn.
Patriarken Jacob har gennem tiden opbygget et pænt diamantselskab i Sydafrika. Nu ligger han for døden og skal give firmaet videre. Han vil gerne have, det skal blive i familiens hænder, men stoler ikke på Benedicts evner. ”He can’t smell the diamonds”, som det hedder. Jacob beslutter sig derfor til at give selskabet til Johnny, som har arbejdet med diamanter hele sit liv.
Denne beslutning huer ikke Benedict, som straks iværksætter sin skumle plan om at overtage styringen. Barndommens dæmoner gør ikke sagen lettere.
The Diamond Hunters er baseret på den i Zambia fødte forfatter Wilbur Smiths roman af samme navn. Oprindelig var der tale om en miniserie i to dele, men den udgives nu på VHS som en hel film. Desværre er her ikke meget at komme efter, for hvad der kunne have været en god kombination af Godfather og James Bond ender desværre i en klichebefængt omgang Falcon Crest møder Sunset Beach.
Filmen er svulstig i ordets dårligste betydning. Alt for varme, klare farver omgiver handlingen, som i øvrigt gang på gang ødelægges af idotisk underlægningsmuzak. Spændingen mellem forretning og familie kunne have været udnyttet langt bedre, især hvis man havde undladt alle mulige og især umulige sidespor såsom Traceys besynderlige bryllup med Ken.
Spillet er karikeret og til tider direkte overspillet. Roy Scheider kan vel undskyldes, efter Jaws er det stort set gået ned af bakke for den arme mand. Men de andre spillere gør det ikke stort bedre. Kvinderne ser godt ud, og mændene ligeså vil jeg tro. Det samme kan siges om bilerne, om strandene, husene, speedbådene. Her er tale om ren og skær overflade.
Den ene stjerne opnås fordi jeg momentvis blev fanget i filmens hæsblæsende afslutning. Men så alligevel ikke.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Paramount Home Entertainment I/S.
