Skriv en kommentar
Det er umuligt ikke at sammenligne The Double med film som Brazil (1985) eller Franz Kafkas mystiske fortællinger. Filmen tager udgangspunkt i Fyodor Dostoevsky’s korte roman af samme navn.
Ligesom i romanen er hovedpersonen Simon, spillet af Jesse Eisenberg, en indadvendt person, der kæmper med ensomhed. Han er dygtig til sit job, men forstår ikke at præsentere sig selv socialt og bliver derfor overset. Pludselig en dag dukker James op (også spillet af Jesse Eisenberg. red). James ligner Simon fysisk, men han er alt, hvad Simon ikke er. Han er et socialt modstykke, der forstår at charmere damerne og imponere chefen. Til at starte med forsøger James at hjælpe Simon, men der går ikke længe før Simon opdager, at James forsøger på at overtage hans liv.
Temaet er tydeligt. Simon og James repræsenterer forskellige personligheder i samme fysiske situation. De ser ens ud, har det samme job, kender de samme mennesker. Det er tydeligvis ikke realisme, der er i fokus her, men derimod tankeeksperimentet. Universet som fortællingen foregår i, er ligeledes ikke realistisk. Det er en blanding af den bureaukratiske verden fra Brazil (1985) og den dystopiske industriverden fra Eraserhead (1977). Alting er brunt og gråt, og for Simon er det virkeligt ikke et rart sted. James forstår derimod at udnytte systemet, hvor Simon føler sig overset af systemet, føler James, at han har frihed indenfor systemet.
Filmen er fuld af humoristiske guldkorn, oftest både morbidt og sort. Visuelt passer filmen ofte til universet, men det er tydeligt at kameraet og instruktøren kan mere end bare stillestående præsentation af det kedelige. Specielt imod slutningen af filmen, kommer der mere energi i både klipning og kameraføring, et valg der afspejler Simons behov for handling.
Ud over Jesse Eisenbergs dobbelte optræden byder filmen på Mia Wasikowska som den kreative pige, som Simon higer efter. Hendes optræden er en skarp kontrast til Simons stille væsen og vises med herlige udbrud af sælsomheder. På en måde virker hun som en mere komplet person end både Simon og James, der nok egentligt mere er to sider af samme mønt.
Slutningen af filmen byder på en kreativ løsning på situationen, og mere af den samme sorte, morbide humor, der ellers befolker den. Det er svært at tale mere om den uden at afsløre yderligere af handlingen, men jeg følte, at den passede godt ind, og leverede på de temaer filmen ellers har budt på.
The Double byder på en herlig underholdende fortælling. Den er sort og mørk, og blander det absurde med det psykologiske. Skuespillerne gør det fantastisk og balancere hele tiden mellem charmerende og skræmmende. Temaet om en bedre kopi af dig selv udforskes til fulde uden at filmen nogensinde bliver simpel eller romantiseret.
