The Expendables genforenes til hvad der ligner en simpel mission, men da de falder i baghold står der hævn på menuen. Motivationen styrkes yderligere da de opdager at fjenden har plutonium-salg på dagsordenen, og pludselig står hele verdens magtbalance på spil.
The Expendables 2 er ikke en film som film er flest. Det ligger mellem linjerne, nærmest forventes, at publikum ligger al sund fornuft og god smag i døren og bare lader som om det her da er skide skægt og kulørte briller. Og hvem gider vel egentlig overhovedet prøve at engagere sig i hverken plottet eller dets karakterer, når nu vi ved hvem de alle sammen er i forvejen?
Det er så her denne anmelder forsigtigt løfter hånden i vejret. Kan man da ikke få både i pose og sæk?
Al energi og økonomi synes at være lagt i jagten på det ene afdankede action-koryfæ efter det andet, mens hvad der måtte være tilovers gik til TNT og falsk blod. Den sammenhængende historie skal man derimod lede længe efter, ja faktisk fristes man til at tro den aldrig har været der. Der er ikke den situation der ikke kan løses, ved at få enten Chuck Norris, Bruce Willis eller Arnold Schwarzenegger til at dukke op ud af det blå, for kun at forsvinde igen når alle anonyme skurke i en kilometers afstand ligger gennemhullede tilbage. Tre styks menneskeslige deux ex machinas af værste skuffe! Havde de enkelte actionsekvenser, som det åbenbart var umuligt at skrive sig logisk ud af, så bare haft et gran originalitet kunne meget være tilgivet. Men ak, hvor er det hele dog bare set før. Kun en enkelt ”Jet Li-udstyret-med-stegepander” scene i filmens indledning løfter sig en smule fra middelmådigheden, men det er desværre også det eneste vi ser til det kinesiske kuglelyn. Herfra tvangsfodres man blot med den ene uinspirerede skudduel efter den anden.
I bund og grund virker Expendables filmene som en misforstået hyldest til fortidens actionbrag. Denne anmelder husker dog hverken Predator, Die Hard eller Rambo som tumpede og uoriginale, begge adjektiver der passer perfekt på denne omgang smadder.