Skriv en kommentar
Journalisten Mikael Blomkvist (Daniel Graig) er kommet for tæt på sandheden om en anerkendt finansmand og fået et sagsanlæg på nakken, der truer hans arbejdsgiver finansmagasinet Milliniums fremtid. Mikael vælger at holde lav profil og beslutter at efterforske en 40 år gammel kvindemordsag i en familie i en afsidet svensk landsby efter den velhavende familiemedlem, industrialisten Henrik Vangers (Christopher Plummer), anmodning. Da Mikael finder ud af at hans egen fortid er blevet efterforsket af computerhackeren Lisbeth Salander (Rooney Mara), opsøger han hende og hun indvilliger i at assistere ham i jagten på kvindemorderen. Jo længere de to graver i familiens fortid, jo mere grum viser den sig at være, og jo mere farlig bliver deres mission.
Få kender efterhånden ikke afdøde Stig Larssons Millinium trilogi der udkom i 2005 og som til dato har solgt over 65 millioner bøger rundt om i verden. Den første bog i serien var Män som hatar kvinnor og efter at danske Niels Arden Oplev filmatiseret denne (og svenske Daniel Alfredson de to næste i serien), er bogen nu blevet amerikaniseret til The Girl With The Dragon Tattoo, så folket ’overthere’ kan slippe for de ’hæslige’ undertekster.
Med den oscar nomineret filminstruktør David Fincher (Se7en, Fight Club, The Social Network) til at styre løjerne, er den svenske litterære guldskat placeret i solide hænder. Fincher startede ud som musikvideo instruktør og dette har alle hans film båret tydeligt præg af, og The Girl With The Dragon Tattoo er ingen undtagelse.
Filmen starter med en to-tre minutter lang titelsekvens koreograferet som en musikvideo. Billederne er både kvalmende og dragende i form af ultra nærskud af metallisk væske, der løber ned gennem forskellige computer instrumenter klippet i takt med hård metal dundrende ud af højtalerne. Sekvensen lægger grunden til filmens sadomachokistisk-erotiske stil, hvor man flere gange føler sig trang til at vende øjnene bort.
The Girl With The Dragon Tattoo er en hårdpumpet thriller med tempofyldt klipning og et drone-agtigt soundtrack, der virker som et langt åndedræt, hvor man først hen imod slutningen kan ånde ud. Sine 158 minutter føles langt fra for meget for filmen at komme helt i dybden i Stig Larssons univers. Meget af tiden føles filmen som en musikvideo horrible, hvor spændingen bliver undfanget i Salanders og Blomkvist på hver sin måde personlige kamp mod autoriteter i samfundet.
Rooney Mara som Lisbeth Salander er, ligesom i den skandinaviske udgave, filmens mest interessante skikkelse. I Oplevs film var det Noomi Rapace der skildrede den mørktklædte computerhacker, og her i re-fortolkningen er karakteren Salander ligeså mentalt forstyrret med tydelige ar fra fortiden. Det er Salanders historie der er den mest gruopvækkende og fængende, og igennem filmen føler vi hendes vrede imod systemet og mod alle de mænd der hader kvinder.
Daniel Craig virker troværdig som journalisten Mikael Blomkvist, og han formår at skubbe sig væk fra sit nyelige actionfilms renomé (James Bond, Defiance, Cowboys & Aliens) og hen mod en mere menneskelig karakter.
Om filmen er tro mod bogen betyder ikke noget, for den fungerer næsten upåklageligt som et tempofyldt mordmysterie. Efterforskningen driver plottet ubesværet fremad, mens Lisbeths komplicerede mystiske væsen bringer både humor og drama ind i historien. Har man dog set den skandinaviske udgave kan slutningen dog ikke andet end føles en smule tam, men det er nu sådan bogen er skrevet. Fincher har lavet en neglebidende spændingsfilm, men i forhold til Mænd Der Hader Kvinder er der måske ikke det helt nye under solen. Det er den samme sprøde smag i en dyrere og flottere pose chips.
Hvis du ser filmen i CinemaxX kan du opleve den i Sonys Digital 4K som eftersigende skulle have fire gange højere opløsning end Full HD, så billedet står skarpere med større dybde.
