Skriv en kommentar
Selvom Britt Reid (Seth Rogen) er søn af Los Angeles mest prominente og respekterede avisudgiver og media mogul, James Reid (Tom Wilkinson), er han fuldstændig ligeglad med karriere og benytter meste af tiden på fest og kvinder. Men da James pludselig dør, efterlader han sig sit medieimperium og avisen The Daily Sentinel til Britt, der ikke aner, hvad han skal med. Britt bliver venner med faderens mekaniker og kaffebrygger, Kato (Jay Chou) og en nat de er ude, prøver Britt at redde et par på gaden, der bliver overfaldet. Men det bliver Kato, der med hans kampsport, ender med at redde Britt. Sammen beslutter de at danne par mod byens stigende kriminalitet og finder på alter egoet, The Green Hornet – Britt står for at bære dragten, Kato står for alt andet. Men samtidigt med de to bliver som brødre, indtræffer der konkurrence i Britts nye personlige assistent Lenore Case (Cameron Diaz). Kan de to nu tilsidesætte deres personlige konflikter i kampen mod den totalt skrupel- og nådeløse gangster, Chudnovsky (Christoph Waltz)?
The Green Hornet startede som en radioserie tilbage i 1936 og det blev efterfølgende både til filmserier og tegneserie i 40’erne og en tv-serie i 60’erne med blandt andre Bruce Lee som karakteren Kato. The Green Hornet var forud for Batman mht. gadgetbilen og både Superman og Spidermans alter ego i avisverdenen, så denne var en innovativ serie. Selvfølgelig får vi nu, i al Superhelte hypen, en filmatisering af denne superhelt, selvom filmens tilblivelse har været en turbulent tid med over 20 omskrivningen af manuskriptet og 13 år med forskellige skuespillere og instruktører tilknyttet.
Franske Michel Gondry blev manden som i sidste ende endte med at sidde i instruktørstolen og det er på mange måder et interessant valg. Med film som “Eternal Sunshine of the Spotless Mind” (2004) og “The Science of Sleep” (2006) ligner han ikke just en instruktør, der er ment til at instruerer en actionfyldt superheltefilm. Hvis man så på den anden side kigger på Gondrys tidlige karriere som musikvideoinstruktør, kan man få øje på en person med utrolige innovative idéer og teknisk ekstravagance. Vi har her at gøre med manden, som lavede bullet-time i hans musikvideo et år før Wachowski-brødrende lavede The Matrix og Warner Bros patenteret begrebet, som deres eget. Dette kunne meget vel være et fremragende valg alligevel.
Man ser tydeligt Gondrys tekniske kunnen og innovative idéer i første halvdel af The Green Hornet. De glidende uabrupte kamerabevægelser, de skjulte klip hvor kameraet tracker igennem glas og vinduer og i det hele taget en visuel stil med så mange fede effekter, at man sidder i biografsædet og glæder sig til den visuelle slik. Gondry har altid været garant for wow effekter. Men af en eller anden grund, virker det som om, at Gondry er blevet erstattet med en middelmådig actionfilminstruktør de sidste 45 minutter, der kommer til at munde ud i opblæst action, der gør sidste halvdel af filmen på grænsen til det ulidelige.
I takt med at actionsekvenserne hopper sig op, bliver hele energien langsomt drænet ud af filmen. Alt det komiske, charmerende og Gondryske, som blev etableret i begyndelsen, mistes minut for minut og bliver langsomt uhyggeligt ligegyldigt. Pludselig er man vidne til en Hollywoodfilm, man har set en million gange før. Hele den lovende start bliver langsomt kvast i et effekthelvede. Her synes det at være Seth Rogens og Evan Goldbergs manuskript, som det er galt med. I sidste ende viser det sig nemlig, at hele filmen ikke indeholder nogen overraskelser overhovedet. Det ender med at blive nærmest fornærmende forudsigelig og indholdsløs.
Seth Rogen spiller både barnligt og naiv, som han altid gør, så her er der ingen overraskelser. Jay Chou, som Kato, er desværre særdeles irriterende, fordi han med sin accent, ikke kan levere en eneste replik. Hvilket er synd, fordi han ellers passer godt ind i rollen som kampsports sidekicken. Derudover ligner det endnu en dag på kontoret for Cameron Diaz, hvis rolle ligner en kopi af Gwyneth Paltrows Pebber Potts i Iron Man.
Hvad der ellers startede som en lovende både komisk, skæv og underholdende film, slutter desværre i et miskmask af utålelig action og plat humor. Mens maskingeværer, eksplosioner og Kong-Fu spark flyver gennem biografsalen, begynder man langsomt at spekulere i, hvordan 2 timer kan føles så langsomt. Hele fundamentet til en bragende superheltefilm lå parat, men desværre glemte nogen at fortælle, at indhold trods alt er vigtigere end stil. Den får 6 stjerner for første halvdel, men 0 stjerner for sidste.
