Skriv en kommentar
Af gud må vide hvilken årsag er vi i dagens Hollywood nået et punkt hvor man ikke bare laver oceaner af overflødige genindspilninger – man får ligefrem så stor succes med dem at man er begyndt at lave uafhængige fortsættelser en masse. Og som det er forventeligt så er det ganske sandt at en kopi af en kopi af en fortsættelse af en kopi efterhånden bliver en smule kedelig i kanten. Alexandre Ajas genindspilning af Wes Cravens mesterlige ”The Hills Have Eyes” var en af de absolut mest blodige og kompromisløse film der ramte de danske lærreder sidste år og bestemt en af de bedste genindspilninger af gamle horror-klassikere vi har set indtil nu. Der var noget for splatterfolket og masser af ideer der ikke var blevet udforsket i originalen. Ikke desto mindre var det en genindspilning lavet med penge og kun penge for øje og det er og bliver en forbandet skam.
Med denne fuldstændig uafhængige og endnu mere unødvendige fortsættelse – der ikke har noget med Cravens egen fortsættelse til originalen at gøre – har pengemændene lagt alle kortene på bordet. Man er ikke længere i tvivl om hensigterne og man er ikke et sekund i tvivl om her at blive indlagt til halvanden times middelmådig underholdning. Historien er på bedste Aliens-maner flyttet fra en isoleret gruppe civile der bliver angrebet af farlige huleboere til en gruppe toptunede jægersoldater der frivilligt bevæger sig ind i fjendens territorie – og gør det med bandeord, masser af store skydere og så videre og så videre. Uhyrerne, de atomtest-muterede kannibaler i ørkenen, bliver præsenteret i fuldt sollys fra første minut hvorefter filmen forsøger at opbygge spænding for det ”ukendte” og nærmest lader som om det første kvarter ikke eksisterer. Det er en mærkværdig måde at bygge en film op og i forlængelse af ”Pulse”-genindspilningen absolut det dummeste manuskript fra Cravens hånd nogensinde. At mesteren selv har været involveret i projektet er mig uforståeligt da det vidner om alt andet end integritet og i det hele taget ikke rigtig hænger sammen med ideen om den uafhængige filmpioner der i 70erne skabte disse horrible milepæle. Craven skal i høj grad snart levere noget der lever op til par, for at komme tilbage på sin plads som den ironiske og finurlige maestro han tidligere var.
Det eneste vi præsenteres for her er en slet skjult og fuldstændig tåbelig parabel til den amerikanske krigsmaskine, en række tåbelige dialoger og et hold skuespillere der emmer af middelmådighed. Instruktør Martin Weisz viste masser af potentiale med sin spillefilmsdebut ”Rohtenburg” (der netop er udkommet på DVD herhjemme under titlen ”Grimm Love”) der både havde stemning, holdninger og habile skuespilspræstationer. Det er således synd og skam at se en den stribe af ligegyldigheder Weisz lægger for dagen her. Filmen er teknisk flot håndværk, tempoet nogenlunde fornuftigt uden for mange dikkedarer, effekterne fra de herrer Nicotero og Berger er flotte og effektive, dog langt fra lige så vulgære og modbydelige som i Ajas film, men filmen som helhed er kort sagt ikke noget særligt. Klicheer, ligegyldigheder, fjollede twists og uhyrer der er set før. Ikke så meget andet.
