Skriv en kommentar
En fredelig overtagelse
Der hersker fred overalt på jorden. Miljøet er ikke længere truet. Ingen begår kriminalitet og alt ånder idyl. Lige på nær den lille detalje at alt den lykke skyldes, at vi mennesker er blevet overtaget af ”sjæle”, der okkuperer vores kroppe og giver os distinkte lysende øjne. Disse ”sjæle” er fra det ydre rum og har til mission at skabe fred og balance hvorind den ankommer. Nogle kroppe er nemme at overtage, mens andre kæmper en brav kamp imod overtagelsen.
Melanie Stryder (Saoirse Ronan) er en af de få mennesker, der er tilbage, der endnu ikke er blevet taget. Men da hun fanges og får isat sjælen: Wanderer, kæmper hun imod. Wanderer får til opgave at søge i Melanies hukommelse for at videregive informationer til 'The Seeker' (Diane Kruger) om hvor de sidste mennesker befinder sig. Wanderer, der er en uskyldig og fredelig sjæl, drages dog samtidig af Melanies minder og følelser, og Wanderer begynder at længes efter Melanies familie og kæreste, Jared (Max Irons). Melanie får narret Wanderer til at flygte fra hende trygge hverdag og sammen tager de af sted for at finde Jared og Melanies familie.
Efter en lang vandretur i ørken og nær dødens rand bliver Melanie og Wanderer fundet af Melanies Uncle Jeb (William Hurt), og de tages med til en kæmpe hule, hvor de sidste af menneskerne i området har kunnet overleve. Men Melanies lysende øjne afslører sandheden, og hun får ikke en varm velkomst. Samtidig er 'The Seeker', der har mistanke om Wanderers svaghed, også ude efter Melanie og Wanderer, og allierede er svære at finde.
En anderledes sci-fi
The Host er ikke en almindelig ”body-snatcher” sci-fi med væmmelige rumvæsener, men mere et utopisk fremtidsscenarie, om hvordan planeten Jorden først kommer på ret køl igen, hvis vi overtages af barmhjertige sjæle fra rummet. Sjælene kender kun til venlighed, tolerance og barmhjertighed, og har kun til mission at udraderer krig og had, så de overtager en planets beboere og genskaber balance.
Men desværre kan der ske det, at værtskroppens sind ikke giver slip, og en situation som Melanies og Wanderers opstår. Filmens fokus er primært på denne indre konflikt, og hvordan kærlighed kan forene selv fjender. Dette fokus er interessant, men det er desværre også dette fokus, der ligger til grund for filmens manglende overbevisning.
The Host er baseret på en roman, og i denne form er det ikke er et problem at bruge indre dialog til at forstå en karakter. Men det er et virkemiddel, der er svært at overføre til film. Løsningen har været at filme en masse scener, hvor Melanie/Wanderer taler med sig selv, og det virker bare ikke. Saoirse Ronan er en dygtig skuespillerinde, der har fanget essensen af de to personligheder – både deres ligheder og forskelle. Irske Saoirse lærte to forskellige amerikanske dialekter for at kunne portrættere Melanie fra Syden og Wanderer med et mere standard amerikansk dialekt. Men desværre gør det ikke op for de lidt for lange scener, hvor hun taler med sig selv.
Filmens trekantsdrama (eller firkantsdrama) er desværre også et skuffende element. Melanie elsker Jared, men Wanderer forelsker sig i Jareds ven Ian, og hvordan kan deres forhold udvikle sig, når Melanie og Wanderer beboer samme krop. Melanies indre dialog gør heller ikke meget for at forbedre de pladderromantiske scener mellem de tre unge.
Filmens portræt af en fremtidig verden er godt lavet, og øjnene, der karakteriserer et ”besat” menneske, virker realistisk og giver disse mennesker et uhyggeligt udtryk. Vi får at vide, at disse sjæle er så fredelige, men er de nu også det?
Filmatiseringen af Twilightfatteren Stephenie Meyers bog, The Host er ikke vellykket.
