Sidst vi befandt os i Hunger Games universet så vi, at Katniss Everden (Jennifer Lawrence) fyrede en pil af mod arenaens himmel, hvilket gjorde, at arenaen gik i tusind stykker. Katniss og Peeta (Josh Hutcherson) blev skilt ad, og nu venter opgøret.
Katniss befinder sig i Distrikt 13, og vil, til at starte med, ikke påtage sig rollen som den officielle Mockingjay-forkæmper. Men Distrikt 13s Præsident Coin (Julianne Moore) får overtalt Katniss, og de begynder nu at planlægge kampen mod ”The Capitol” og præsident Snow (Donald Sutherland). Peeta holdes fanget hos præsident Snow, og bliver stærkt manipuleret.
Præsident Snow beordrer sin hær til at udslette alle, der vil være en del af opgøret og som er på Katniss’ side. Men det stopper ikke Katniss og hendes hold af modige kæmper, og så begynder kampen for alvor! Samtidig forsætter trekantsdramaet mellem Katniss, Gale og Peeta. Gale (Liam Hemsworth) gør alt hvad han kan for at støtte og få Katniss’ opmærksomhed, men hendes tanker er hos Peeta.
Filmen svinger fra nervepirrende, spændende scener til at være så sentimentale, at man næsten begynder at tude. Hvilket er, hvad Katniss gennemgår. Det ene øjeblik er hun ude og kæmpe og det næste græder hun over at se Peeta og hvordan præsident Snow har forandret ham. Jennifer Lawrence leverer endnu en gang en fremragende præstation som Katniss Everden. Man tror og føler med hende hele vejen igennem, mens hun svinger fra den ene yderlighed til den anden.
Dog er ingen bedre end Donald Sutherland til at spille kold og kynisk, hvilket han er hele vejen igennem. Julianne Moore er den seneste tilføjelse til holdet. Også hun leverer en glimrende performance som en leder, der bliver nødt til at holde hovedet koldt og have overblikket.
Hunger Games efterlader os midt i spændingen og det eneste vi kan gøre er, at vente et års tid på del 2, som er afslutning på denne serie. Imens kan man lade sig underholde af The Hunger Games: Mockingjay – Part 1.