Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Et par af Balkankrigens allerværste slyngler, Radovan Karadzic og Ratko Mladic, der hver især har et alenlangt synderegister udi menneskerettighedsbrud, er siden krigens slutning i midten af 1990’erne blevet jagtet vildt af USA, FN, EU, NATO og menneskerettighedsdomstolen i Haag. Men ingen kan finde dem, selv om de lever et mere eller mindre offentligt liv.
Kunne det tænkes, at de slet ikke leder sådan for alvor? At der er indgået lyssky studehandler omkring denne verdens krigsforbrydere, og at det ’civiliserede samfund’ ikke er såååå interesseret i at pågribe dem?
Ja, gu’ kunne det tænkes. Og det er en satans god historie, som man enten kan angribe ud fra det dybt tragiske, at mennesker ansvarlig for folkemord i Europa ikke set lignende siden Hitlers jødeudryddelse går fri eller ud fra det himmelråbende absurde komediespil verdenssamfundet spiller for sig selv.
The Hunting Party sætter angrebet ind fra begge sider. Og det er sådan set filmens store svaghed. Den vil både være den smarte, provokerende absurditet – sat i gang med åbningslinjen, ’Only the most ridiculous parts of this story are true’; det følsomme persondrama og oven i hatten en art spændings-roadmovie gennem Bosnien. Og ender med at være lidt af det hele halvhjertet og uden gennemslag.
Richard Gere og Terence Howard er fine som henholdsvis krigskorrespondent Simon Hunt og kameramand Duck. De har været makkere i ni år og har med stor succes – og (over)mod – dækket begivenhederne i Somalia, El Salvador, Irak og Bosnien. Lige indtil den dag, Simon Hunt på åben skærm krakelerer midt i en reportage fra et massemord i Bosnien.
Herefter åbner filmen for alvor i den bosniske hovedstad Sarajevo i 2000, fem år efter krigens afslutning. Simon og Duck har ikke set hinanden siden den famøse hændelse, men mødes nu igen. Den eventyrlystne korrespondent får lokket kameramanden med på en stor historie – en hemmelig kilde har således afsløret, hvor han kan finde en af krigens helt store krigsforbrydere, Bogdahnovic, kendt som Ræven. Sammen med den unge journalistspire Benjamin (Jesse Eisenberg), tager de på farefuld færd efter forbryderen.
Kun i få sekvenser rammer The Hunting Party plet med sin skæve facon, der skal sætte fokus på det absurde i verdenssamfundet. Bedst, da vores tre hovedpersoner møder lederen af FN’s politistyrke i Bosnien, som bor dør om dør med krigsforbryderne, men som end ikke har et kopi af arrestordrene og absolut ikke må tage affære, uanset at de ved, hvor de opholder sig.
Man kan vel dårligt kalde The Hunting Party for en dårlig film. Det er bare en film, hvor den filmiske middelmådighed, manglende spænding og halvhjertet skævhed dækker lidt vel rigeligt over den åbenlyst gode historie og de ligeså gode intentioner.
EKSTRA-MATERIALE:
Kun en b-roll og en trailer. Det får man altså ingen stjerner for.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Sandrew Metronome.
