Skriv en kommentar
Det er ikke hver dag at Terry Gilliam (”Brazil”, ”Twelve Monkeys” og ”Fear And Loathing In Las Vegas”) laver en ny film, og det er endnu sjældnere at han selv udarbejder et originalmanuskriptet. Gilliams eventyrlystne og anarkistiske udtryk har mange filmelskere faldet for igennem tiden, og de fleste af os stiftede først bekendtskab med manden igennem hans sære tegninger og idéer til Monty Python. Nu har han endelig lavet en ny film efter den noget udskældte ”Tideland”, og denne gang har han hevet alle sine idéer op af skuffen, og selv skrevet et originalmanuskript for første gang siden ”The Adventures Of Baron Münchausen” i 1988.
Til en afveksling foregår dette eventyr i nutidens London, hvor et omrejsende og gammeldags show ikke længere kan vække opsigt i gaderne. Ejeren af dette show er Dr. Parnassus der har fået evigt liv ved, at indgå en aftale med Djævelen selv, der indebærer at, han skal aflevere sin datter til ham, når hun bliver 16 år. Vi kommer ind i historien kun få dage før dette sker, og her finder de en mand der hænger fra en bro. Dr. Parnassus’ datter Valentina får ham reddet, men manden har ingen hukommelse fra sin fortid, men hjælper gerne Dr. Parnassus og hans show med, at komme ind i en ny tidsalder. Dog indgår Dr. Parnassus en ny aftale med Djævelen for at redde sin datter, hvilket kun tiden vil vise, om er en god idé.
En mere fyldestgørende referat vil ødelægge meget af oplevelsen i denne film, men for at opsummere kort, er det en af de mest opfindsomme og kreative film i nyere tid. Der bliver stadig leget med det anarkistiske udtryk, og det er bestemt ikke et eventyr for de mindste, for der kommer mange voksne temaer undervejs og ligeså mange skræmmende billeder. Men mærk mine ord – skal du se en film i denne juletid så glem alt om ”Avatar”, ”The Imaginarium Of Dr. Parnassus” er den bedste eventyrfilm i nyere tid. Jeg har sjældent været så absorberet og overvældet af en films kreative output, og blander man dette med Gilliams humor og sans for skæv rytme, så har vi her et absolut must-see af en film. Terry Gilliam har i mine øjne aldrig været kørt af sporet, som så mange ellers mener, men dette er en film der måler sig med hans allerbedste, og du kan roligt uden bekymringer tage en tur i biografen og få en glimrende oplevelse.
”The Imaginarium Of Dr. Parnassus” er en film der allerede er velkendt i resten af verdenen af en simpel grund – det er den sidste film Heath Ledger medvirker i. Ledger døde under optagelserne, og for at supplere til et ganske velkendt rygte, er dette meget typisk for Gilliams produktioner, da alt synes at gå galt for den instruktør. I stedet for at stoppe optagelserne trådte Johnny Depp, Jude Law og Colin Farrell til for at fylde hans sko. Manuskriptet blev skrevet lidt om, og jeg kan ikke forestille mig at det kunne blive meget bedre, end hvad det endte med at blive. Både Ledger, Depp, Law og Farrell har hver deres fortolkning af den hukommelsesramte person, og danner en sær men unik helhed. Tom Waits som Djævelen er ligeså et fremragende valg, og med Christopher Plummer som Dr. Parnassus har vi muligvis årets bedst sammensatte cast.
”The Imaginarium Of Dr. Parnassus” vækker minder om en svunden tid af originalitet. Ikke kun plottet er sprængfyldt med idéer, men filmens visuelle side er så detaljerig og opslugende, at filmen danner ramme om en følelse og et sted du helst aldrig vil forlade. Ligesom alle gode film efterlader ”The Imaginarium Of Dr. Parnassus” tilskueren med en tørst efter mere, og netop derfor vil jeg være at finde I biografmørket igen i julen. Filmen har måske sine små problemer med plothuller og en fortælleteknik, der vil kaste de fraværende overborde hurtigt, men det er småting i forhold til den filmiske fornøjelse, filmen er for det vågne øje.
