Skriv en kommentar
Leigh Whannel fik for alvor sit internationale sammen med hans makker James Wan, da han tilbage i 2004 skrev og spillede med i horror-filmen ”Saw”. En film, der chokerede folk med dens intensitet og vilde plottwist på baggrund af et meget begrænset budget. Sammen har de også skrevet og produceret andre gyserfilm – senest den succesfulde ” Insidious” franchise. Nu står Whannel alene, både som instruktør og manuskriptforfatter og fortæller historien om en kvinde på kanten af et nervøst sammenbrud.
En nat stikker Cecilia ( Elisabeth Moss) af fra sin kontrollerende og voldelige kæreste, Adrian (Oliver Jackson-Cohen). Hun flytter ind hos sin barndomsven, James ( Aldis Hodge) og hans datter Sydney ( Storm Reid), men lever konstant i frygt for, at Adrian skal finde hende. Da Adrians bror, Tom ( Michael Dorman) informerer om Adrians selvmord, bliver Cecilia rolig igen og får sit liv tilbage. Dog går der ikke lang tid før, at noget begynder at forfølge hende, og Cecilia hun kun én mistænkt – nemlig Adrian.
Det kunne ligne en klassisk spøgelseshistorien. Ting, flytter sig, uforklarlige ting, maden brænder på – alt det klassiske fra en horrorfilm. Alligevel får Cecilia mistanke om, at hendes ekskæreste er efter hende og vil torturere og manipulere hende mere. Også selvom han er død. Det hele kan virke ret mærkeligt og usandsynligt, men vi får dog at vide, at Adrian er en psykopat, der både er manipulerende og magtsyg.
Vi opdager dog hurtigt, at det er et meget intelligent ”spøgelse”, der er efter vores hovedkarakter, selvom det virker meget langt ude, at man kan gøre sig selv usynlig. Adrian er optiker og kan åbenbart opfinde alt. Efter denne afsløring bruger vi det meste af filmen på at se Elisabeth Moss kæmpe imod en, som hun ikke kan se og sidder og håber på en forløsning. Elisabeth Moss er næsten med i alt for tiden. Både tv-serier og film. Det er dog også forståeligt, da hun er dygtigt, og ligner en skræmt kvinde på kanten af et nervøst sammenbrud. Dog rykket Whannel ikke så meget ved den klassiske scream-queen karakter, da hun fortsat træffer nogle mærkelige og decideret dumme valg.
Som metafor fungerer filmen sådan set meget godt.
Vi følger en kvinde, der er jagtet af fortidens rædsler – og selvom Adrian ikke længere er der, så har han fortsat magten over hende. Et meget giftig og farligt misbrug forhold. Derfor må denne film siges at være en moderne MeToo gyser – nu med tilføjet CGI-effekter. Whannel spiller på frygten om, at der er noget derude, men man kan ikke se den. Der er mange gange, hvor kameraet blot panorere fra et sted til et andet, og man sidder og tænker ”Nu sker der noget uhyggeligt. Og det driver en til vanvid, så man tror først, det er Cecilia, der er mentalt forstyrret og har problemer med psyken.
Der er desværre nogle ubesvarede spørgsmål. Naturligvis må der gerne lægges op til folks egne fortolkninger, men når man sidder mere forvirret end afklaret, er det et problem. Der bliver også lagt op til en interessant plottwist, men det følges ikke helt til døren, hvilket er ærgerligt.
”The Invisible Man” er en moderne gyserfortælling i en MeToo aura. Den spiller mere på vore frygt om manipulation og vores psyke, men er ellers ikke særlig uhyggelig. Elisabeth Moss er god i den alt overordnede hovedrolle, men filmen bliver alt for lang og trættende. Man sidder blot tilbage og venter på afsløringen.
