Skriv en kommentar
The Jacket er delvist filmet i Skotland og gør sit bedste for ikke at virke den mindste smule britisk, selvom den på den anden side anstrenger sig for at undgå de mest typiske genre klicheer, der ville kvalificere den som et gennemført Hollywood produkt. Og dog er denne form for hoved-kløende mysterie-gyser-thriller-psykologisk drama efterhånden blevet overraskende fortærsket, som om en tidligere generations skøre ideer er blevet hverdag. Film som Memento, The Butterfly Effect, Being John Malkowich, Fight Club, Vanilla Sky og Donnie Darko, bare for at nævne nogle få, ikke at forglemme David Lynch’s mesterværk Mulholland Drive.
Golf krigs veteranen Jack Starks (Adrien Brody) vender hjem til Vermont med hukommelsestab. Han bliver anklaget for at have myrdet en politimand og indlagt på en lukket afdeling. Lægen Dr. Becker (Kris Kristofferson) starter en kontroversiel eksperimentel behandling, hvor Starks får bevidsthedsudvidende stoffer, bliver fikseret i en spændetrøje og låst inde i hospitalets lighus. I hans påvirkede tilstand rejser Starks ind i fremtiden, hvor han møder Jackie (Keira Knightley) og opdager at han vil dø om fire dage. Sammen må de finde en måde at redde ham.
Filmens første opmærksomhed skabes ved en Golf Krigs sekvens, hvor Adrien Brody’s hovedpersonen bliver skudt i hovedet og erklæres død, hvilket åbner den mulighed at resten af filmen er én lang gennemgang af hans døende fantasier og hjerneskadede illusioner. Senere møder han en spritbilist (Kelly Lynch) og en pige, (der kunne vokse op til at blive den karakter som Knightley senere spiller), inden han får et lift af Brad Renfro, som impulsivt skyder en betjent og skyder skylden på Starks. Igen, takket være denne ”Tyler Durden-bølge” (jf. Fight Club) må man tage højde for, at det kunne være, at det vi ser, faktisk ikke er hvad der virkeligt skete, at størstedelen af filmen er om en person, der fantaserer, at han fantaserer.
Det er et velgennemtænkt, lækkert twistet, komplekst, dystert mareridt af en historie instruktør John Maybury har skruet sammen, og den dystre stemning bevares godt igennem hele filmen. Og med to store kanoner som George Clooney og Steven Soderbergh i producentstolen er produktions kvaliteten selvfølgelig i orden. Den visuelle side skabes ved at holde scenerne fra hospitalet i dæmpede farver, der ligger tæt op ad håndmalet sort og hvid. Scenerne fra fremtiden er derimod i super skarpe, mættede farver. Klipningen er glimrende og supernærbillederne er med til at skabe den ønskede desorientering og klaustrofobi hovedpersonen går igennem, mens han holdes fastspændt i jakken. Scener der ikke er for folk med sarte nerver. Den er også glimrende castet med Kristofferson og Jennifer Jason Leigh som de bedste som de to psykiatere, mens Adrien Brody er intens som patient i spændetrøje og Keira Knightley er god i en engel lignende rolle, som meget vel er opfundet af vores helt.
The Jacket har dog også sine store svagheder. John Maybury er med tidligere titler som Love Is The Devil og Remembrance of Things Fast: True Stories Visual Lies på CV’et fra den filmkunstneriske undergrund, og som det ofte sker når folk med mere kunstneriske ambitioner dypper tæerne i genrefilm, forsøger Maybury at genopfinde hjulet. Med tanke på hans tidligere produktioner aner man, at han hellere ville lave noget skævt som bevæger sig fremad med langt mindre kraft. Endeligt indser man, at The Jacket, hvor interessant den end er, ikke ved hvor slidte dens ideer er blevet, idet den er lige så fastlåst i sit eget hoved som sin hovedperson. En gribende, bevægende, skæv film, men mærkeligt nok er den ligesom alle andre gribende, bevægende, skæve film, man har set for nylig.
