Skriv en kommentar
Vores hovedperson Charles Krantz (spillet med en lethed og elegance af Tom Hiddleston) er ikke en helt almindelig revisor. Af venner og familie kaldes han Chuck og voice-over (Nick Offerman’s dybe og indlevende stemme) fortæller hele filmen igennem med en vis nøgtern visdom om vores protagonist. Voice-over præsenterer Chuck lige efter bogen: “ Charles Krantz...makes his way along Boylston Street dressed in the armor of accountancy; gray suit, white shirt, blue tie. His black Samuel Windsor shoes are inexpensive but sturdy. His briefcase swings by his side...He has been sent by his bank, Midwest Trust, all expenses paid...Chuck had no wish to spend his off-duty hours in the company of seventy other accountants. He speaks their language, but likes to think he speaks others, as well” (novellesamling “If it bleeds” af Stephen King fra 2020, p.108).
Chuck’s 39-årige liv og historie fortælles i omvendt rækkefølge i løst forbundne vignetter. Filmens titel og kronologi er helt identisk med novellen “The life of Chuck” i novellesamlingen “If it bleeds” af den amr. gyserforfatter Stephen King. Første akt udspiller sig i et lille lokalsamfund i California, hvor broer og store dele af byen braser sammen og bliver til store dybe huller med dødsfald til følge. Internettet bryder totalt sammen og et mørke og en dyster stemming sænker sig som en dyne over lokalsamfundet. Det eneste som lyser op er en reklame i blå neonfarver med overskriften: CHARLES ‘CHUCK’ KRANTZ 39 GREAT YEARS! THANKS, CHUCK!
Reklamen er en anderledes og mærkværdig måde at introducere en films hovedperson på. Chuck’s tandpasta smil i reklamen går over i andet akt, hvor vi ser ham i let gågang ned ad en gade i Beantown, Boston, hvor han er til konference med 70 andre revisorer og de er nået til frokostpausen, hvor han foretrækker at være selv. En gademusiker/trommeslager har gang i nogle samba/bossa nova/jazz rytmer, som tiltrækker Chuck som en magnet og han stiller attachémappen og løsner op for det mappedyr, som han er blevet. Voice-over konstaterer nøgternt, at Chuck har valgt et stabilt jævnt liv med god indkomst frem for et lidenskabeligt, kunstnerisk. Trommerytmerne får ham til at lave ‘moves’ og danse og vækker reminiscenser tilbage til barndommen i tredje og sidste akt.
I dansescenen som er hovedscenen i filmen udstråler Hiddleston som Chuck en kraftfuld energi og glæde. Der klippes over til hans fantastiske bedstemor (spillet med et nærvær og dybde af Mia Sara), som lærte ham at danse. Hendes nærvær og tilstedeværelse giver historien dybde og troværdighed. Scenen i køkkenet, hvor hun står ved gryderne og bruger en grydesten til at synge i og vinker Chuck til sig, at nu skal de danse er med til at forankre Chucks livshistorie og minder fra præpuberteten. Scenerne er bevægende og fyldt med liv. Instruktøren Flanagan formår at filme scenerne, så de fremstår både som et minde og en drøm.
Selvom Stephen King er kendt som mesteren over dem alle inden for gysergenren, så er “The life of Chuck” et levende bevis på King’s absolut største talent og det er at skabe verdener, der føles beboet og levende. Han formår at fremkalde sanseminder og en følelse af fortrolighed, selv for læsere der aldrig har boet i et lille lokalsamfund i California eller været på et tomt hotel eller fundet et lig begravet nær et sæt togskinner. Mike Flanagan’s filmiske fortolkning af “The life of Chuck” fremhæver det almindelige, jævne hverdagsliv og rutiner, som bliver krydret med det overnaturlige. Inden i de mærkværdige og overnaturlige begivenheder er der en kerne, som er bittersød og velkendt.
Mike Flanagan’s filmatisering af novellen “The life of Chuck” overgår forlægget, bogen.
Og her vil det være passende at slutte af med Chuck’s motto: “ I will live my life until my life runs out. I am wonderful, I deserve to be wonderful and I contains multitudes” (fra digtsamlingen af den amr. poet Walt Whitman’s “Song of myself” fra 1855)
