Skriv en kommentar
Det er 1927 og den lille pige Fegele lever et idyllisk liv med sin far (Oleg Yankovskiy) og farmor. Men urolighederne dukker op i form af russiske soldater, der er på udkig efter blandt andet jøder. Faren flygter til Amerika, og det er så meningen at Fegele og farmoren skal følge efter, så snart faren har etableret sig. Fegele tager afsted uden farmoren, med et par andre fra landsbyen. Der er stor forvirring ved havnen, Fegele havner på et skib til England.
Fortabt, men med et billede af sin far, bliver hun optaget af en kristen familie. De gemmer billedet af hendes far, fordi de kan mærke den store sorg og fortvivlelse, som tynger hende. Fegele bliver sendt i skole, og hendes navn ændres til Suzie. En lærer på skolen, af walisisk afstemning, der også synes at have problemer med “integrationen”, må ikke tale walisisk, ligesom det forbudt Suzie at tale yiddish, opdager hendes sangstemme.
Ti år senere søger Suzie (Christina Ricci) nye veje, og de fører hende tildet letlevende Paris, hvor hun søger optagelse som korpige. Her møder hun den ekstravagante og ambitiøse russiske danserinde Lola (Cate Blanchett). De lever en halvkummerlig tilværelse, og det er ligesom ved at gå Lola på, da de bliver optaget i det glamarøse opera kompagni, styret af Felix Perlman (Harry Dean Stanton), også af jødisk afstemning. Operaen har sin egen stjerne, den snobbede og egocentrerede Dante Domino (John Turturro). Lola ser straks sine muligheder i Dante, og er også betaget af hans “storhed”. Sigøjneren Cesar (Johnny Depp) har en birolle, men får meget hurtigt en hovedrollei i Suzie´s liv. Hun bliver inddraget i det sigøjnske miljø. Men den tyske hær invaderer Paris, og Suzie er igen i fare.
Filmen er kendetegnene for Sally Potter, der blandt andet har stået bag fremragende film som The Tango Lesson, Orlando m.fl. Det er ikke et udstyrstykke som Orlando, men har sin egen tone, meget følelsesladet, gør hun brug af stærke fjendebilleder som nazismen, fascismen, begærlighed, kontra ærlighed, det simple liv, de forfulgte, jøden og sigøjneren. Historien er fortalt før, og virker lidt opskruet, ved blandt andet brugen af en hvis hest gennem menneske tomme gader i Paris, umiddelbart et særsyn, hvor er alle de natteglade franskmænd henne? Man savner lidt den dokumentariske iscenesættelse Sally Potter ellers mestre til fulde. Den er lidt for sukret i sin opsætning. Christina Ricci er et glædeligt gensyn, hendes lidt vampede og stærke udstråling bringer filmen liv. Ligeledes Cate Blanchett i en ny næsten uigenkendelig rolle med sussisk-engelsk accent glider let ind i miljøet. John Turturro er i sandhed irriterende, og Johnny Depp spiller fint med som den stolte sigøjner, og samspillet mellem Ricci, når dog ikke samme højder som i Tim Burton´s Sleepy Hollow.
