Lara og John lever et helt almindeligt og lykkeligt liv med deres lille søn, da Lara pludselig bliver anklaget for mord og arresteret. Lara bliver dømt og fængslet, men efter tre opslidende år, hvor John desperat forsøger holde sammen på familien, må han indse, at Lara aldrig vil overleve sin tid i fængslet. Han tager derfor en drastisk beslutning om at befri hende… koste hvad det vil.
The Next Three Days er en genindspilning af den franske Pour elle fra 2008, som havde dansk premiere i juli 2010 (Læs anmeldelsen her: http://on-z.dk/vis.asp?id=9950771). Så specielt for det danske biografpublikum får genindspilningen premiere kort tid efter originalen og det kan ikke undgå, at afspejle Hollywoodsystemets ekspresfart, når det kommer til at suge andres idéer til sig. Men i det hele taget, at en film bliver amerikaniseret på under år, er vel snart ikke usædvanligt.
Paul Haggis, ”Crash” (2004), ”In the Valley of Elah” (2007), er manden, som har omskrevet Pour Elle til en overraskende vellykket remake. I det hele taget forholder filmen sig tro til dens forgænger og måske i virkeligheden så meget, at filmens eneste formål må være, at oversætte den til det amerikanske publikum og proppe Russell Crowe i hovedrollen, så flere billetter kan sælges.
Hvis man har set Pour Elle, vil startsekvensen i The Next Three Days virke svag i forhold til. Når politiet kommer brasende for at anholde Lara, mangler hele det hjerteskærende øjeblik hvor en familie destrueres, som stod så kontrastfyldt i forhold til morgenens familieidyl i originalen. Men trods denne manglende indvirkning, tager filmen til og bliver en nervepirrende spændingsfilm.
I virkeligheden er historien simpel, men den stiller alligevel nogle vanskelige spørgsmål; Hvor langt vil du gå for din familie? Vil du være villig til at ofre dig selv og måske miste dit barn, for at kunne forene din familie igen? Det er en film, som viser, at kærligheden nogle gange er for stærk til at skille parterne ad. Kærligheden får at til at gøre skøre ting – og hvis vi er ved at miste den, gå vi så helt ud, for at bevare den?
Russell Crowes karakter, John Brennan, som familiefaren der nægter at lade sin familie ødelægge, er en tro kopi af Vincent Lindon i originalen. De er begge mænd af få ord, men besidder en vilje af stål. De er begge almindelige mænd, der må bevæge sig ned i underverdenens kriminelle univers, for at tilegne sig viden, folkeskolelærere ikke har. Crowes karakter er dog mere moderne, idet han via guidevideoer på Youtube lærer hvordan man forfalsker nøgler og bryder ind i biler osv. Man kan vist finde alt på nettet.
The Next Three Days går fra almindelig drama til actionfilm i anden halvdel af filmen og den fastholder spændingen det meste af tiden. Desværre er titlen The Next Three Days ikke så sigende og rammende, som den originale Pour Elle (For hende). I det hele taget tilføjer den ikke meget nyt, og den ekstra halve time som er tilføjet, gavner den ikke synderligt. Men formår dog alligevel at holde en på spidsen af stolesædet det meste at tiden, dog uden at der er fare for, at man falder ned.