Skriv en kommentar
Der er bestemt ikke overladt meget til fantasien i James Wongs ellers så fantasifulde martial-art film “The One”. Filmens univers udpensles fra begyndelsen og efterlader allerede her seeren med den tanke, at instruktøren opfatter én som direkte dum. Verden består af 124 parallelle universer samlet i et multivers. Det er muligt at rejse mellem disse 124 universer, men det er ellers ikke noget menig mand ved noget om. Yulaw (Jet Li) var en gang en god agent ved multiversets svar på FBI. Ved en opgave skulle han bekæmpe sin egen dobbeltgænger (for der er selvfølgelig også 124 udgaver af sig selv rundt omkring) fra et andet univers, og fandt derved ud af, at han fik den dræbte dobbeltgængers livsenergier udlignet mellem sig selv og de resterende udgaver. Sådan noget kan de færreste stå tilbage for, og Yulaw får da også ryddet resten af vejen inkl. en meget skrap Lawless (Jet Li, naturligvis). Så mangler Yulaw bare én person, nemlig politimanden Gabe Law (Jet Li, endnu en gang), der jo også er blevet stærkere.
Faktisk bliver Yulaw taget til fange af de to agenter og tidligere kolleger Funsch (Jason Statham) og Roedecker (Delroy Lindo) efter mordet på fangen Lawless, men netop som han sidder i stolen, der skal atomisere ham og føre ham til Hades-universet (“helvede”, som her er et slags fængsel), stikker han af til Gabe Laws univers i sidste øjeblik. Gabe Law undgår i første omgang at blive offer for Yulaws magtbegær, men han ender på hospitalet, hvor der sker et forfærdeligt mix-up af de to personer. Hvem er hvem?, tænker de andre.
De to agenter, der er sammensat efter Hollywoods principper om politisk korrekthed(en hvid og en sort), er ret interesseret i at få hjælp til at fange den lede Yulaw, men der skal et mord til for at Gabe Law får den største af alle motivationer, nemlig hævnen, frem i sig.
“The One” er en meget ubalanceret film, der bruger meget tid på at udpensle og fremvise kampscenerne, som en film i den genre skal gøre. Men den tager sig ikke tid til skuespillet, som er bygget på et direkte klichéfyldt manuskript, der hælder til det katastrofalt tåbelige. Og hvad laver en fremragende skuespiller som Delroy Lindo så her. Kampscenerne er i begyndelsen fascinerende.
Vi ser hele balladen fra “The Matrix”, hvor man kan “dodge bullets” og Jet Li hugger folk ned i stribevis, og de falder alle i slow-motion, og får så lige en til over nakken. Altsammen krydret med hårdtpumpet rock. Det fylder jo sådan set halvdelen af filmen, men efter første scene begynder også det at blive lidt kedeligt, og jeg står helt af, når man begynder at slå med motorcykler. Og da der heller ikke er noget at hente i manuskriptet bliver 88 minutter lige pludselig lang tid!!!
Indrømmet, jeg er ikke til martial-art film, men gode film bliver jo også lavet indenfor den genre. “The One” prøver at lægge sig op ad “The Matrix”, men mangler al dens elegance. Grunden til at den overhovedet får en stjerne, er at den i få øjeblikke synes at grine af sig selv. Den har altså et lille glimt af humor. Blandt andet er Al Gore præsident i det ene univers, mens Bush jo som bekendt er det i det andet, hvilket da er meget pudsigt. Og nørderne vil til sidst i filmen grine af det lille hint, der er taget fra rape-revenge klassikeren “Deliverance” (Udflugt med døden), idet en stor brovten fange siger om Yulaw, at han har en “pretty mouth”. Gad vide hvad den skal bruges til?
Det er ikke pænt af mig at afsløre sådanne ting, men omvendt afholder det så folk fra at gå i biografen for at se filmen selv. Den er ganske simpelt ikke en krone værd. Selv de største kampsports afficionados bør vente til den kommer på video.
