”Den perfekte forbrydelse er ikke den, der forbliver uopklaret. Men den, der afslører den forkerte gerningsmand.” The Oxford Murders er en opblæst film om nogle, surprice, mord i Oxford, pakket ind i matematiske formler, kryptiske koder og filosofiske forelæsninger om ”den hele sandhed” og Fermats sidste sætning osv. osv. i et forsøg på at gøre filmen til noget den bare ikke er. Den handler om den amerikanske udviklingstudent Martin (Elijah Wood), der kommer til Oxford, fordi han er besat af professor Auther Seldom (John Hurt) og ønsker at have ham som tutor. Martin slår sig ned i en bolig, hvor en gammel ven af Seldom bor, men der går ikke lang tid før ejeren af boligen, en nydelig gammel dame, findes død i sin stue, kvalt med en pude og med en brækket næse. Alle er mistænkte og Seldom fortæller politiet, at han fandt en seddel med et tegn og damens adresse med et dødstidspunkt. Flere sedler med kryptiske tegn dukker op, og flere mord finder sted. Det mærkelige er blot, at de mennesker som dør allerede er døende. Den unge studerende og Seldom forsøger at finde og af hvad det næste tegn er for at forhindre det næste mord. Filmen er pakket ind i filosofiske samtaler om matematik og filosofi, kan alting forklares med tal eller er naturen uforklarlig? Dette er et forsøg på at gøre filmen til noget den ikke er, nemlig Da Vinci Mysteriet. Deres forsøg er ikke særlig vellykket. For det første er alle disse matematiske og filosofiske overvejelser fuldstændig uvedkommende for slutningen af filmen, for det andet er det ikke altid at jeg, som et ”almindeligt begavet” menneske helt forstår, hvad der foregår, da det kræver en smule matematik historisk kendskab. Filmen har med traileren og for så vidt også DVD’ens bagside lagt op til en thriller i højt tempo, hvor man sidder hele filmen igennem med høj puls og store øjne og følger med i en thriller man bare ikke kan slippe, men sådan er det desværre ikke, der er rundt regnet kun ti minutter ud af 104 minutters spillefilm, som rent faktisk er spændende. Den indeholder ellers alt en god krimi/thriller skal indeholde: kendte skuespillere, et uforudsigeligt plot, sex, smukke kvinder, kraftsyge børn og en lang række mistænkte, mystiske personer. Filmen er da også rigtig god til at få os til at mistænke alle og forudsigelig kan man næppe kalde den, alligevel er det ikke den storfilm den tydeligvis ønsker at fremstille sig selv som. Der er ikke så meget mystik som der i starten ligges op til og filmen sætter ikke videre nogle følelser i gang så man sidder naglet til TV’et og bare må have det hele med for selv at kunne gætte på hvem morderen er. Som sagt er der kun 10 minutter med intens mystik og spænding, ellers går filmen en anelse langsom. Dog vil jeg sige som en underholdende lørdagsfilm, hvor man ikke umiddelbart har andet at lave, er den fin, men den vil ikke gå over i filmhistorien.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film