Skriv en kommentar
Selv de mindste steder kan indeholde store fortællinger om livets spørgsmål. Det er dokumentaren The Parking Lot Movie et bevis på. Filmen følger den daglige gang på en parkeringsplads i Virginia og ikke mindst stedets atypiske og karismatiske ansatte.
De ansatte er nemlig ikke just den slags mennesker, man forestiller sig arbejde på en parkeringsplads. Flere er uddannede antropologer og sociologer, andre er musikere og universitetsstuderende. Det er mødet mellem disse intellektuelle, komplekse mennesker og parkeringsarbejdets simplicitet og trivialitet, der er yderst interessant og samtidig skaber gyldne, humoristiske øjeblikke.
Som da en bilist brokker sig over at skulle betale, og en medarbejder svarer: ”I could explain the entire system of capitalism to you but you're sub-human, and there's a line of cars.”
Ud fra dette eksempel kunne man umiddelbart godt tro, at de ansatte var en flok elitære røvhuller. Og det er de til dels egentlig også. Men samtidig kan man ikke lade være med at elske disse parkeringsdrenge, for de har et konstant og kærligt blink i øjet og kan altid argumentere for, hvorfor de agerer, som de gør. Universitetsuddannede er de jo trods alt.
Generelt hersker der et ”os og dem”-forhold mellem parkeringsvagterne og bilisterne – skabt af førstnævntes bedreviden og sidstnævntes til tider dårlige adfærd. Dette afføder ikke bare komiske momenter, men rummer samtidig en samfundsmæssig alvor. Det paradoksale i, at nogle bilister ser ned på de intellektuelt overlegne ansatte og behandler dem skidt, er et tankevækkende aspekt af The Parking Lot Movie.
Dermed inddrages store spørgsmål om materielle goder og social status i et ellers klejnt univers, hvor en stor, dyr og skinnende firhjulstrækker åbenbart sikrer den øverste plads på den sociale rangstige. De ansattes reaktion er at lægge en stor stolthed i deres arbejde, og hvis en bilist kører fra regningen, kæmper de med næb og klør for at indkræve betalingen.
Medarbejderes humør er højt og deres sammenhold stort, men bag den muntre facade kan trivialiteten ikke undgå at tære hårdt på de understimulerede hjerner, og flere må tage pause fra arbejdet. På trods af at medarbejderne konstant har gang i diverse kreative projekter rundt omkring på parkeringspladsen såsom at udsmykke bommen med små, finurlige sætninger. Et lille stykke kunst i hverdagen som bilisterne ikke lægger mærke til, men som betyder alverden for skaberne.
Det er dog vigtigt at understrege, at instruktør Meghan Eckman på intet tidspunkt giver The Parking Lot Movie et skud sentimentalitet og vil have, at vi skal have ondt af de ansatte. For det vil de ikke selv have, man skal. I stedet skal man blot læne sig tilbage og indsnuse disse intellektuelle sludrechatollers pudseløjerlige, men skarpe observationer om mennesket og livet generelt.
Og dét er en fantastisk oplevelse.
