Skriv en kommentar
Irsk/engelske The Pogues har som så mange andre haft deres op og nedture siden bandet i 1982 dukkede frem på musikscenen og som en blanding af The Dubliners og Sex Pistiols, skabte begejstring med deres sprudlende bryg af traditionel irsk folkemusik og tidlig engelsk punk.
I 1992 blev bandets ubetingede primusmotor, den karismatiske forsanger og sangskriver Shane McGowan, sendt på ufrivillig førtidspension af bandet, grundet på et voldsomt overforbrug af alkohol. The Pogues fortsatte med tidligere Clash-forsanger Joe Strummer i front og McGowan dannede bandet The Popes. Hverken Pogues eller McGowan fungerede dog særligt godt uden hinanden og i 2001, 04, 05, 06 og 2007 blev bandet gendannet i tour-øjemed.
Og at The Pogues i den grad er et live-band fremgår til dels af nærværende koncertoptagelse fra St. Patrick’s Day 1988 på The Town and Country Club i London.
Sidste gang jeg selv havde den store fornøjelse at opleve Shane McGowan på scenen var på Roskilde festivalen 1995 hvor han trods sin voluminøse herrebrandert fik sat brand i et ellers totalt festivals smadret publikum i løbet af få minutter. Og at publikum var lige så letantændelige i 1988 får man et glimrende indtryk af på denne DVD.
Til gengæld kniber det med selv at lade sig rive med når man er hensat til sofaen og en lille fjernsynsskærm. Men om det blot skyldes at man sidder der i sin stue med en kop kaffe, i stedet for at vælte rundt i en blanding af kædedans og pogo og sjaske sig selv til i fadøl, er svært at blive klog. på. Men det virker umiddelbart som om at The Pogues, den aften i 1988, har lidt svært ved at komme i omdrejninger. Men da det efter femte nummer endelig sker, køre det også som et ustoppeligt damplokomotiv, så man i den grad ville ønske at man selv havde været til stede.
Med en sætliste på 15 numre og et ensemble i topform bliver vi på ingen måde snydt. Joe Strummer er med og lægger selv vokal til sin egen klassiker ”London Calling” i en version der er langt bedre end den originale med The Clash. ”Dirty Old Town” er med og det er ”Rainy Night In Soho” også tilsammen med pub-hittet ”Irish Rover” og naturligvis får vi også duetten ”Fairytale Of New York” med den dejlige Kirsty McColl , der af mange fremstår som en lagt bedre og mere vedkommende julesang end Whams sukkersøde ”Last Christmas”. Og gør man sig selv den tjeneste at stille øllen fra sig og lytte efter teksterne, vil man opdage hvor god en sangskriver og tekstforfatter den ellers øjensynligt sejlende MGowan faktisk er. Det er Yates, det er Cash, det er fis og ballade og det er sørgeligt, poetisk og smukt. Men desværre er der grimme skammer i lakken på denne DVD.
Dels har man valgt at klippe nogle ligegyldige interviewstumper med Strummer ind imellem enkelte numre, hvilket ikke gør det nemmere at lade sig rive med af den sprudlende stemning. Og dels er kvaliteten af både billede og lyd at sammenligne med en halvdårlig VHS-optagelse fra … tja 1988. Det ved vi jo kan gøres bedre. Dette gør dog ikke så vanvittigt meget på selve koncertdelen af skiven, man kan i bedste fald sige at det giver oplevelsen en skramlet, nostalgisk og autentisk følelse, men på den efterfølgende dokumentarfilm ”Completely Pogued” er det fatalt.
Her er lyden så ulden at det oftest er nærved umuligt at forstå hvad der bliver sagt i den 55 min lange dokumentarfilm, hvilket er synd og skam. Der bliver ellers sagt nogle ret så interessante ting omkring baggrund, alkohol, Irland og musikalsk indflydelse af både bandet selv men også gæster såsom Talking Heads forsangeren David Byrne. Men når man må kæmpe for at skære igennem en ulden lyd og en alt for påtrængende baggrundsstøj i form af forbipasserende biler, musikere der stemmer instrumenter og væltede ølflasker bliver irritationsmomentet for stort og man kan ikke lade være med at bruge for meget energi på at forbande producenterne for ikke at have lagt (bare engelske) undertekster på. Men samme producenter har så heller ikke valgt at lave et cover til udgivelsen der har noget med indholdet at gøre. Forsiden prydes af et tilfældigt arkivfoto af McGowan men hvem damen på bagsiden er, aner jeg ikke. Hun må være gået forkert.
Nok er The Pogues fanskare en del mindre end for eksempel Pink Floyds, men denne behandling af band og købere af DVD’en er sjusk og ligegyldighed og det belønnes ved at trække en stjerne fra. Så vi ryger desværre fra fire fine stjerner ned på tre for den samlede udgivelse.
I dag har vi bands som amerikanske Dropkick Murphys og irsk/amerikanske Flogging Molly (sidstnævnte blæste i den grad håret af undertegnede at han her på siden snød sig til at give deres seneste udspil 5 flotte stjerner) men det vil altid være Shane McGowan og The Pogues der, med deres levende, medrivende, vilde, smukke og først og fremmest ægte drivkraft, står fadder til begrebet ”Irsk Folkepunk”. Og trods de tre stjerner kan jeg alligevel anbefale The Pogues Live at the Town and Country Club anno 1988 til folk med interesse for musikhistorie, genren og glæde for den ægte og dybtfølte musik, begået af musikere der brænder for det de laver, i stedet for hvad de kan tjene på det.
Koncerten består af:
Metropolis
Broad Majestic Shannon
If I should fall from Grace with God
Rainy Night in Soho
Thousands are Sailing
Fairytale of New York
Lullaby of London
Dirty Old Town
London Calling
Turkish Songs of the Damned
Fiesta
Irish Rover
Worms
Rudi – a Message to you
Wild Rover
samlet spilletid ca. 60 min.
Ekstramaterialet:
Completely Pogued – dokumentarfilm på ca. 55 min
samt en hjemmelavet musikvideo til nummeret Streams of Whisky.
