Skriv en kommentar
Steven Spielberg kan instruere alt. Hvis du er uenig med mig i denne påstand, så fred være med det. Men hvor mange instruktører i Hollywood kan med så stort overskud bevæge sig fra genre til genre med ligeså stor succes? Det er trods alt noget af et kvantespring at tage fra den sødmefulde og hjertevarme familie/sci-fi-film "E.T." (1982), til den fremragende og barske Holocaust-skildring "Schindlers List" (1993). I den seneste tid har han primært begået sig med film som koldkrigsdramaet "Spionernes Bro" (2015), eventyrfilmen "Den Store Venlige Kæmpe" (2016) og den biografaktuelle homage til 80'ernes popkultur "Ready Player One" (2018). Han kommer således stadig vidt omkring, den gode Spielberg, men "The Post" er måske mere et typisk Spielberg drama; et vigtigt stykke amerikansk historie som kernen i handlingen, et imponerende castensemble, et obligatorisk John Williams score og hans sædvanlige stilrene og signaturprægede instruktion.
Sandheden skal frem
"The Post" foregår i USA i 1971, hvor nogle lækkede CIA-dokumenter ved navn "The Pentagon Papers", afslører, hvordan de skiftende præsidenter i årevis har løjet om Vietnam-krigen. Da pressen får fat i dokumenterne, kolliderer USA's siddende regerings agenda, med Nixon i præsidentsædet, med den frie presses ansvar over for befolkningen. Midt i det politiske inferno står den uprøvede chef for "The Washington Post", Katherine Graham (Meryl Streep), der må samarbejde med sin kompromisløse, men passionerede chefredaktør, Ben Bradlee (Tom Hanks), for både at få sandheden ud til folket, men samtidig at redde avisen fra Nixons endeløse vrede, hvis de publicerer historien.
Yderst relevant
"The Post" minder i høj grad om Oscarvinderen for bedste film i 2016, "Spotlight", der ligeledes slog et kraftigt slag for pressefriheden. Men den demonstrerede også bagsiden af regeringens tilsyneladende ubegrænsede magt i forhold til, hvad der skulle videreformidles og frigives af hemmeligheder til borgerne. I "Spotlights" tilfælde var det den katolske kirkes store cover-up af seksuelle overgreb imod børn af præster. Emnet er naturligvis ikke det samme i "The Post", men det er stadig mindst ligeså alvorligt. Man mærker Spielbergs intentionelle paralleller strække sig fra dengang til i dag, med tanke på hvad der foregår i Det Hvide Hus pt., og hvem der sidder med magten i hænderne i dag. Det gør blot "The Post" endnu mere relevant, da pressen indiskutabelt har en endnu større rolle at spille i samfundet i dag - på godt og ondt.
Medrivende og velskrevet
Rent teknisk er filmen meget potent. Manuskriptet, der er yderst begavet, er skrevet af Liz Hannah og Josh Singer, og man kan absolut mærke, at de har fordybet og researchet emnet til punkt og prikke. Det færdige resultat er et manuskript, der virkelig formår at fodre det talentfulde cast med nogle fantastisk medrivende dialoger, samtidig med at de lange diskussioner på nyhedskontorerne aldrig bliver kedelige. Meryl Streep, der for første gang medvirker i en Spielberg film (det var på tide!), er fantastisk og bringer så meget sympati til Graham, at det gør det nemmere at føle den indre konflikt, hun må have gennemgået. Men det er Tom Hanks, der stjæler filmen, både fra det ellers så glimrende castensemble, men også for næsen af den tredobbelte Oscarvinder Streep, som den kontante og passionerede chefredaktør Bob Bradlee. Han har en enorm og elektrisk tilstedeværelse i hver en scene, som han medvirker i - og det er også hans bedste rolle siden hans fortræffelige præstation i "Captain Phillips" (2013). Den 86-årige Hollywood veteran John Williams er som altid en stor del af Spielbergs film, og skønt dette måske ikke er hans mest mindeværdige af slagsen, så er det stadig et score, der formår at supplere filmen på fremragende vis.
"The Post" er endnu en stilsikker, velskrevet og ikke mindst velspillet tilføjelse til Steven Spielberg's imponerende og beundringsværdige lange filmografi.
