Skriv en kommentar
En manifestation i sindet
”Hvad er det overnaturlige?”, spørger professoren Joseph Coupland (Jared Harris) i indledningen til sin forelæsning på Oxford Universitet i 1974. Findes det overnaturlige, eller kan det forklares og måles videnskabeligt og dermed kurreres? Professoren tror på det sidste, og han er overbevist om, at hvis han kan kurere én patient, så kan han kurere hele menneskeheden - og den mission er sat i gang.
Forsøgspersonen er fundet. Denne er i form af pigen, Jane Harper, der intet husker fra sin fortid. Hun er blevet sendt rundt mellem plejefamilier, som alle har måttet give hende videre, fordi mærkelige og uforklarlige ting er sket. ”De begyndte alle at hade mig”, som Jane Harper fortæller den unge Brian McNeil (Sam Clafin), som er fotografen i temaet, som derudover består af to studerende Krissi Dalton, Harry Adams og professoren Joseph Coupland. Eksperimentet får dog ikke lov at fortsætte på Oxford Universitet, og støtten bliver frataget dem. Det tvinger professoren til at flytte ud på en forladt ejendom udenfor London, hvor forsøgene kan fortsætte uden universitets indblanding. Her begynder dog også uforklarlige og voldsomme ting at ske.
Den unge Brian udvikler sympati for den unge pige, Jane, som konstant udsættes for flere forsøg, der pådrager hende både mental og fysisk smerte. Professoren insisterer på at fortsætte trods smerterne, da han mener, de er tæt på at kunne adskille Jane fra den manifestation, i form af pigen Evey, der har vokset sig frem inde i Janes sind. Eksperimentet tager dog en uventet drejning, og pludselig står de i en situation, hvor de ikke er klar over, om de har at gøre med enten Jane eller Evey.
Inspireret af virkelige hændelser
The Quiet Ones tager afsæt i et forsøg, som fandt sted i Canada i Toronto, hvor en gruppe på otte mennesker samledes for at undersøge det overnaturlige. De døbte forsøget "The Philip Experiment", som gik ud på, at de opfandt et spøgelse, gav det navn, historie, menneskelige egenskaber og tegnede sågar en tegning af spøgelset, som de kaldte Philip (deraf "The Philip Experiment"). De ville bevise, at det overnaturlige er en manifestation af, hvad der allerede eksisterer i sindet. Dette ville kunne bevises, hvis de kom i kontakt med spøgelset, da det så ville betyde, at spøgelser kun eksisterer, fordi vi mennesker selv har skabt dem i eget hoved og det dermed ikke er noget udefra, der besætter det menneskelige sind.
Gruppen oplevede efterfølgende hændelser, såsom bordet, de sad omkring, begyndte at bevæge sig, men efter et vis antal forsøg, blev gruppen lukket ned. Det er fra denne hypotese; at det overnaturlige blot er en manifestation af, hvad der allerede eksisterer i det menneskelige sind, at The Quiet Ones tager sit fortællermæssige afsæt.
Gys, forskrækkelse, men forudsigelighed
The Quiet Ones er en horrorfilm, der spiller på gængse gyservirkemidler. Stort set gennem hele filmen lyder en konstant underlægningsmusik, som understøtter den anspændte og urolige stemning, der hersker, da ingen ved, hvad der egentligt forgår.
Det er ikke kun på lydsiden, at filmen forsøger at intensivere spændingen og gyset, men også via billedsiden. Meget af filmen foregår gennem linsen på Brian McNeils kamera, da han er den, der filmer hele eksperimentet. Hændelserne oplever publikum gennem kameralinsen, hvor farver og perspektiv forvrænges. Udsynet bliver mindre, på grund af linsens spændvidde og farverne er med til at give det en form for dokumentarisk realisme – altså som var det virkelig hændelser.
Manuskriptet er veldrejet og fortællingen glider fremad i et fornuftigt tempo, så historien og udviklingen kan følges. Alligevel synes nogle af de scener, hvor man burde sidde længst ude på stolekanten at kamme over, da overraskelsen og gyset bliver for klicheagtigt. Der spilles på gængse gysertricks, hvor overraskelsen i forskrækkelsen til tider er for forudsigelig. Med det sagt, betyder det dog ikke, at de indlagte gys aldrig virker for det gør de dog, og når det sker, så er det trods alt effektivt.
Jared Harris leverer en fremragende præstation, som den skruppelløse og lettere vanvittige professor, og han er bestemt med til at give filmen en ekstra uhyggelig dimension.
Instruktøren John Pogue og manuskriptforfatteren Tom De Ville, har skabt en horrorfilm, som sætter et spændende spørgsmål på dagsorden. Et spørgsmål, som vi nok alle har stillet os selv på et tidspunkt, hvilket gør identifikationen for filmens tema stor, og som publikum lader man sig rive med og fascinere af begivenhedernes gang. Så hvis spørgsmålet om det overnaturlige eksisterer eller ej, så er The Quiet Ones et godt sted at starte, hvis man da samtidig også er til gys og adrenalin.
