Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Tysk film har været inde i en sløj periode de sidste par år. I The Red Baron fyres der op til en storfilm, der dog alligevel aldrig når ud over rampen.
Kort fortalt følger vi den unge baron Manfred von Richthofen, der lige siden han var barn altid har drømt om at komme til at flyve. Da 1. Verdenskrig bryder ud, melder han sig til luftvåbnet og viser hurtigt sit talent. Han bliver efterhånden den højst dekorerede pilot i det tyske luftvåben, og spreder frygt, når han kommer flyvende i formation med sin eskadrille i sit knaldrøde fly. En dag møder han så sygeplejersker Kate, og hun åbner hans øjne for at piloterne udnyttes som propaganda for en forfærdelig krig. Snart splittes baronen mellem sin lidenskab for flyvning, sin loyalitet overfor sine piloter og krigens forfærdelige væsen, som han indser, at han er en del af.
Først og fremmest skal det understreges at The Red Baron er et yderst spændende projekt. Vi har set massevis af skyttegravsfilm og er filmisk ganske velbevandrede i krigens gru. Krigen set fra piloternes synspunkt åbner op for en helt anderledes – og faktisk ganske absurd vinkel. Det handler ikke om død og ødelæggelse for Richthofen og hans piloter – nej, det er nærmere en gentlemansport, hvor der drikkes drinks i officcersklubben og udveksles historier mellem flyveturene. I bund og grund skyder man jo hinanden ganske brutalt ned, men man lader sandelig også den anden få en chance for at lande eller slippe væk. Det er et dødeligt spil cricket, hvor man aflevere kranse til de fjendens begravelser og i bund og grund respekterer og beundrer hinanden. Der hilses gentleman-like på hinanden i luften inden maskingeværets aftrækker holdes i bund. Der er ingen pigtråd og våde, kolde nætter under mortérild – nærmest et ”øv” og en letten på hatten i respekt, når fjenden skydes ned. Myrderierne udføres med elegance og distance.
Den røde baron er et meget sympatisk projekt, hvor drengerøven og gentlemanden kun konfronteres med frontlinien gennem sygeplejersken, der dagligt står i blod til anklerne. Det er ikke så meget en film om en forfærdelig krig – som vi aldrig helt kommer tæt på alligevel – men rettere en film om et menneske, der lever i en fantasiverden – og slet ikke forstår det han er en del af. Og en vigtig del tilmed – hvilket propegandavåben er det ikke at have en blond knægt af god familie, der spreder frygt blandt fjenden med sin røde flyvemaskine?
Visuelt er The Red baron ganske flot og flyvescenerne er intense og veludførte. Skuespillerne består af både tyske og internationale skuespillere – hvorfor filmen er på engelsk. Den havde nok stået stærkere i sin realisme, havde man holdt til tyske skuespillere og tysk dialog.
Men hvor fejler den så? De to hovedtemaer – idealist mod realist og krig som en holdsport udvikles ganske enkelt ikke nok. Der er ikke nok kemi mellem sygeplejersken og baronen, og derfor sidder man tilbage med en flad fornemmelse af uudnyttet potentiale mens man desværre tilmed keder sig ganske bravt.
The Red Baron skal alligevel have tre stjerner, for en interessant fortælling og modet til at lave en anderledes krigsfilm.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Midget Entertainment
