Skriv en kommentar
Fodbold er ikke bare en sport, det er en livsstil. Så meget er da til at forstå i den italienske komedie The Referee; månedens film i Cinemateket. Uanset om fodbolden spilles på velplejede tv-transmitterede græsbaner af professionelle fodboldspillere eller på udtørrede græspletter i Sardinien af det lokale utrænede 3. divisionshold, så er følelserne og spillets alvor lige intenst hos de involverede.
Smukt, men en smule opstyltet
Trods titlen The Referee holder Paolo Zuccas film sig ikke til en enkelt historie om en fodbolddommer. I stedet flettes hele tre små mere eller mindre interessante fortællinger sammen i denne fodboldkomedie.
Fodbolddommeren fra titlen hedder Cruciani. En dybt professionel og forrygende fokuseret topdommer. Al hans energi dedikeres til den ambitiøse drøm om at dømme en international finalekamp. Med en toptrimmet krop og et kors om halsen til evig støtte, tager han sin rolle på banen, som opretholder af reglerne og heri spillets retfærdighed, dødsens alvorligt. Men ambitioner og retskaffenhed kan være svære at forene, især når en smule korruption lokker med at opfylde ens største professionelle drøm.
Crucianis historie filmes med stor elegance, og The Referee er i det hele taget rig på billedsiden. Smukke og skarpe billedkompositioner sættes stilistisk op, yderligere højnet af den sort/hvide æstetik. Filmen indebærer en særdeles kropslig historiefortælling, som i scenen hvor fodbolddommernes fitness-træning er blevet koreograferet, som var det et dansenummer fra en musical. Smukt at se på, men samtidig så opstillet, at det grænser til det opstyltede.
Lidt kærlighed tilføjes den visuelle stilistiske gymnastik
Langt fra fodboldens professionelle pengemaskine finder vi de deciderede uglamourøse 3. divisions hold i Sardinien. Fårehyrder dyppet i tradition, en broget samling arbejdende folk med jord under neglene kæmper en bitter lokalstrid på fodboldbanen. Atletico Pabarile er det håbløse hold i divisionen, som nådesløst mobbes af de smarte spillere fra det evigt vindende Montecrastu hold. Landsbyens hjemvendte søn Matzutzi får dog pludseligt udfordret styrkeforholdet mellem de to hold med sine elegante fodboldevner, som han donerer til det trængte Atletico Pabarile. Som ung dreng emigrerede han og familien til Argentina, men lykken viste sig ligeså svær at finde i det sydamerikanske, så Matzutzi vendte snuden hjemad, ikke mindst for at vinde hjertet af sin store kærlighed: fodboldtrænerens iltre datter Miranda.
Matzutzis bejleri af Miranda bringer en sød varme til The Referee, som ellers let kommer til at fremstå lidt kold med sit flotte, men kalkulerede stilistiske udtryk. Køligheden er problematisk i en film, der samtidig synes opsat på at skildre, hvordan fodbolden boltrer sig i passionerede følelser og handlinger. Jocopo Cullin spiller Matzutzi med en uimodståelig drenget charme, som i særdeleshed kommer til udtryk, når han står overfor Miranda. I disse scener får temperamentet lov til at bryde igennem de velovervejede kameravinkler og får bragt en tiltrængt portion spontant liv til filmen. Den skarpe og drillende dialog mellem Matzutzi og Miranda bliver i disse tilfælde akkompagneret, men ikke fastlåst af de gennemkomponerede billeder.
Sardinsk for viderekomne
Den tredje og mindste historie virker underligt afskåret fra de to hovedhistorier. Den drejer sig om to rivaliserende fårehyrder fra Montecrastu holdet. De er fætre, men med en generation imellem sig. Filmen krydres løbende af deres eskalerende rivalisering, der synker ned i bitterhed og vold. The Referee føles aldrig mere indforstået italiensk, eller måske rettere sardinsk, end når de to fætre sender dræberblikke hinandens vej.
Deres historie, synes bundet op i sardinske fårehyrde traditioner og derfor bliver det også som dansk bybarn svært at begribe, hvilke nuancer der muligvis er til stede i deres fortælling. Derfor fremstår deres rivalisering også fejlplaceret og underligt ligegyldig i forhold til resten af filmen.
Beundringsværdig men aldrig helt oppe at ringe
På trods af at The Referee aldrig helt kommer til at fremstå som et organisk hele, er den et interessant forsøg på at fornøje med ukonventionel historiefortælling. Der er uden tvivl høje ambitioner til stede i filmen, både fortællermæssigt og i særdeleshed på den visuelle front. Den vil udfordre filmsproget, og mulighederne der ligger heri.
Det er beundringsværdigt at The Referee ikke lader sig begrænse af genrekonventioner og i stedet sigter efter at kombinere bred komik med dansekoreografi samt en mørk humoristisk sans. Vanvittigt morsomt bliver det dog aldrig, og der efterlades et lidt for stort indtryk af retningsløshed. Hvad filmen egentlig vil forekommer aldrig helt klart, men det vil unægtelig også være en del af charmen for mange.
