Hvis en film med Kristen Stewart og Dakota Fanning ikke lyder specielt tiltalende for dig, er der god grund til at læse videre. Det er nemlig ikke umuligt for de to at medvirke i samme film, uden at denne bliver fuldkomment håbløs. Det er heller ikke umuligt for Kristen Stewart at levere en god præstation (i ”Into The Wild” gjorde hun det nu også fremragende). Faktisk er ”The Runaways” en lille perle i sig selv, ikke kun fordi filmen er ganske fin, men også fordi den bekræfter, at intet er umuligt.
Hvis du er over 30 år gammel, er der stor chance for, at du kender bandet The Runaways. Igennem 70’erne blev dette band kaldt et marketingsgimmick, fordi den vestlige verden søgte nye grænser, og da rockproduceren Kim Fowley får fat i en håndfuld unge og skrupelløse musikalske teenagepiger, er han kun ude på at ryste verdenen yderligere. En af disse er gået over i rockhistorien, og spiller stadig massevis af koncerter – her snakker jeg naturligvis om Joan Jett. The Runaways eksisterede dog ikke særlig lang tid, men de var med til at forme musikhistorien betydeligt, og derfor er en film om denne periode naturligvis vigtig. Folk har nemlig glemt The Runaways med tiden, og det er bestemt ved at være på tide, at musikken får mere kant og værdi i denne verden.
Der bliver taget stoffer og udforsket med sex i rigelige mængder i ”The Runaways”. Filmen handler ikke kun om rock, men forsøger at indkapsle essensen af rock, og dette er til tider ganske vellykket. Det går dog en smule udover historiefortællingen, der samlet set bliver mindre end de enkelte scener, men der er noget modigt og anderledes ved filmens narrativ og fokus. I en scene ser vi Joan Jett lade vandet på et flabet bands instrumenter, og intet beskriver selve filmens stemning bedre. Det er dog ikke Joan Jett i form af Kristen Stewart der har hovedrollen, men mere den glemte forsangerinde i bandet ved navn Cherie Currie i form af Dakota Fanning. Stewart rammer hovedet på sømmet med sin præstation, imens Fanning måske ligner meget godt, men virker en anelse utilpas i rollen. Både den rigtige Cherie Currie og Joan Jett har været med på produktionen, så alle detaljerne sidder lige i øjet. Alt fra kostumer til de mindste bevægelser under The Runaways velkendte optræden i Japan er helt perfekt, og er med til at øge troværdigheden i historien.
”The Runaways” er glimrende underholdning, der til tider indkapsler essensen af rock. Der er ingen større morale gemt, blot en skildring af en forsvunden tid og et band, der desværre er blevet glemt på trods af dets vigtighed i musikhistorien. Der er tider hvor filmen går en anelse i tomgang, men den reddes oftest i land af et ordentligt skud adrenalin, der holder filmens dramatiske kurve konstant intakt.
Billede & Lyd – 5/6
Billedet har fået en glimrende behandling, hvor farverne, kontrasten og det svage lag af gryn går godt i spænd med filmen. Det er dog lyden, der er den store vinder på denne udgivelse. Aldrig har The Runaways haft så god en lyd, og musikken pumper med en fed volume og en god dybde igennem. Ligeså er balancen imellem alt fra stemmer til baggrundsdetaljer intet mindre end fremragende.
Ekstramateriale – 3/6
Kommentarsporet med Kristen Stewart, Dakota Fanning og ingen ringere end Joan Jett giver et fint indblik i produktionen bag, og Jett kommer naturligvis med udbrud af baggrundsviden. Dog er der øjeblikke af komplet tavshed, hvor de fleste måske taber koncentrationen. Ligeså er der et program, der går bag om kameraet i et kvarters tid. Underholdende men desværre ikke alt for interessant. Et endnu mindre program går også bag om filmen, men her er ingen nye informationer gemt.
SF/Fox