Skriv en kommentar
Krimiforfatteren med det selviscenesættende og sigende navn Dan Dark (Robert Downey Jr.) flygter fra smerterne mens han er indlagt på hospitalet ved at udtænke historier om en hårdkogt, hårdtslående kvindebedårer af en privatdetektiv. Men omtåget af medicin og paranoia bliver det umuligt for Dan at skelne mellem virkelighed og fantasi. Pludselig er han indfanget i et dramatisk krimiplot om sex, dræbte prostituerede, en mordlysten femme fatal (hans kone) og brutale gangstere (hospitalspersonalet)…
Keith Gordons "The Singing Detective" er både en uforbeholden hyldest til 50'ernes film noir og periodens musik og et psykologisk drama på grænsen mellem fantasi og virkelighed.
Dermed kan den ikke undsige sin nære tilknytning til Francois Ozons franske "8 Femmes", der med sine hensynsløst indlagte synge-danse numre var en pastiche af samme kaliber. Hvor "8 Femmes" indlagte plottwist med dets dramatiske punch gjorde den film til filmperle af de sjældne, hæver "The Singing Detective" sig aldrig for alvor over knaldromanens kulørte univers. Til syvende og sidst sidder man tilbage med en fornemmelse af tomhed.
Man kan dog ikke fratage dens umiddelbare underholdningsværdi via forrygende frækt skuespil og drømmeagtige scenerier med skjulte, tvetydige hentydninger til Darks underbevidsthed og fortid, der giver den en større holdbarhed en så mange andre film fra Hollywood.
”The Singing Detective” har en umiddelbar frækhed i sine opsatte scenarier, som når en kvinde brutalt myrdes, mens man på lydsporet hører en gammel amerikansk happy-go-lucky sang de glade 50’ere. Frækt, befriende politisk ukorrekt og frem for alt kulsort.
Robert Downey Jr. med det evige glimt i øjet i sit skuespil grænsende til det overspillede og som modvægt ser man Robin Wright Penn (”Forrest Gump”) som hustruen i en både sobert og tvetydigt underspillet præstation er ren nydelse i denne film. Søde Katie Holmes som den erotisk æggende Nurse Mills går også en overraskende god figur, for ikke at forglemme en næsten uigenkendelig Mel Gibson som psykologen og de to obskure ”gangstere” eller hospitalspersonale spillet med kærlige hilsner til Gøg & Gokke af de to undervurderede og desværre alt for sjældent benyttede Adrien Brody (sidste års Oscar for bedste skuespiller for ”Pianisten”) og Jon Polito. Sidste nævntes sublime komedieteknik har vi dog ofte kunnet nyde i Coen-brødrenes mesterværker som ”The Man Who Wasn’t There”, ”The Big Lebowski” og ”Miller’s Crossing”. Jeremy Northam og Carla Gugino yder også udmærkede præstationer som henholdvis Dan Darks selvopfundne ærkefjende og prostituerede moder.
Ekstramateriale: *
Ekstramaterialet drukner desværre i kedsommelige og uinteressante interviews med den sædvanlige klichesmurte pingpong smiger imellem skuespillere og instruktør, der må give selv den sødeste tand brækfornemmelser. En enkelt stjerne til sådan en gang uværdig anden rangs sjask.
Filmen er venligst stillet til rådighed af .
