Han har underholdt action-elskere tilbage i 80’erne med titler som Top Gun og Frækkere End Politiet Tillader 2. I 90’erne var det Days Of Thunder, The Last Boy Scout, True Romance, The Fan, Enemy Of The State som gav trofaste genre-fans masser af biljagter og eksplosioner. I det forgangne årti har titler som Spy Game og Domino haft sin sejrsgang. Navnet er Tony Scott – instruktør, manuskriptforfatter, editor, producer og meget meget mere gennem sin karriere. Et særdeles etableret navn, som i The Taking Of Pelham 1 2 3 genoptager samarbejdet med Denzel Washington som han også instruerede i filmene Fjenden I Dybet, Deja Vu og Man On Fire.
Og lad det være sagt med det samme. Tony Scott har med denne film nået bunden og på ingen måde indfriet nogen form for forventninger i forhold til de massive actionfilm beskrevet ovenfor. For det første er filmen en urimelig genindspilning af ’74-versionen med Walter Matthau (der findes endda også en tv-film version fra 1998 med Edward James Olmos i hovedrollen). For det andet er der absolut ingen action-scener at gøre godt med, selvom filmen bryster sig af selvsamme. For det tredje er handlingen tynd som min brillestang. For det fjerde er der ingen fremdrift eller overraskelsesmomenter eller mulighed for ikke at have gennemskuet slutningen en time før rulleteksterne. For det femte virker det som om Denzel Washington og John Travolta keder sig bravt – og hjælp fra James Gandolfini (The Last Castle, The Man Who Wasn’t There, Sopranos), John Turturro (The Big Lebowski, Transformers, Quiz Show) eller Luis Guzman (Crocodile Dundee II, Anger Management, Magnolia) er der intet af.
Jeg var på ingen måde underholdt i denne suppedas af ligegyldige replikker og nul spænding. Handlingen er så simpel at det blot kræver John Travolta som den psykopatiske galning Ryder, der kaprer et metro-tog og forlanger en ordentlig røvfuld penge for at frigive det igen. Hvis ikke det sker, så vil han begynde at likvidere det ombordværende passagere, som holdes som gidsler. Walter Garber (Denzel Washington), der står for ledelsen af metro-trafikken, bliver Ryders kontakt-linje og får ufrivilligt til opgave at holde Ryder hen med snak, garantier og røverhistorier, for at vinde tid til en redningsaktion. Med så lige til et plot, burde der være mere bid i karaktererne. Ganske enkelt så man bare følte en snært af at Ryder var den værste skurk i universet og at Garber virkelig var havnet i sit livs værste situation i rollen som redningsmand. Ingen af delene behager mig, for til syvende og sidst er jeg faktisk ligeglad med hvordan det hele tager sig ud og afrundes. Der er ikke skyggen af vanlig standard fra Tony Scott, og det undrer mig stadig at han giver sig i kast med noget så ordinært som en genindspilning, når der ellers plejer at være rimelig idé i hans andre værker.
Om det så simpelthen er kikset hos manuskriptforfatter Brian Helgeland som ellers har fantastiske værker som L. A. Confidential og Mystic River på sit cv, aner jeg ikke. Men grundlaget er dybest set alt for tyndt til en film i denne omgang. Senere på året kommer Helgeland på en ny opgave, når alle vi kritiske øjne skal se om han kan pifte sceenplay’et op til Ridley Scotts Robin Hood som får dansk premiere til maj. Og det er altså en historie som har været fortalt på film mange flere gange end det er tilfældet med Pelham 1 2 3.
Jeg havde håbet på en gedigen action-film i en tid, hvor der ellers er lidt langt mellem snapsene. Men fik vel dårligt nok løsnet et skud, selvom figurerne konstant render rundt med skydevåben. Er finanskrisen godt nok så slem at der ikke er råd til at rengøre pistol-kammeret for løst krudt? I så fald står det skidt til – hvis The Taking Of Pelham 1 2 3 er målestok. Billedsiden er måske nok den mest imponerende, når vi befinder os nede i de mørke togtunneler. Man kunne så bare have ønsket sig at der var lidt handlingsspænding til som minimum at understøtte dette...
Der er til gengæld masser af ekstra materiale på skiven. To gange kommentatorspor, stiliseringen af karaktererne, markedsføringen af Pelham, dokumentar og produktionsinfo.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Sony Music Denmark.