Skriv en kommentar
Man kunne tro det var en skrivefejl eller en filmisk joke. Men det er det bestemt ikke.
The Tribe er en film uden undertekster eller almindelig dialog. Alt foregår på tegnsprog, og det er en modigt debut fra den ukrainske instruktørs side af. Et forsøg, som har resulteret i en af de mest rystende og fængende film længe set.
Handlingen følger den døve Sergey, som begynder på en kostskole specielt for døve børn og unge. Men der går ikke mange minutter fra klokken har ringet ud til Sergey bliver inviteret indenfor i det netværk af de ældste elever, som styrer skolen med hård hånd og strengt hierarki. Snart er hverdagen fyldt med stoffer og prostitution, men også heftigt begær, da Sergey falder for den unge pige Anna, som har et forhold til en af gruppens ledere, og langsomt bliver situationen mere og mere uholdbar for Sergey...
Det vil bestemt ikke overraske hvis The Tribe ender med at dele vandene, og enten blive hyldet eller skaber forargelse. Ikke desto mindre går filmen sin sejrsgang rundt i verdenen lige nu, og dette originale værk fortjener også al den ros der gives, især pga. den medrivende indlevelse fra de unge og ganske uerfarne talenter (alle skuespillerne er døv-stumme i virkeligheden) og den måde hvorpå instruktøren Myroslav Slaboshpytskiy formår at bringe denne films ellers velkendte handlingsplot til live på så en anderledes og ambitiøs måde.
Som han selv forklarer i forhold til filmen:
"Når det gælder kærlighed og had, har vi ikke brug for oversættelse."
Selve ideen med en tegnsprogsfilm er jo genial på den enkle måde, at man netop får folk til at spørge sig selv: Kan det egentlig lade sig gøre? Og hermed kommer The Tribe til at stå som det førsteklasses eksempel på at film ikke behøver ord, for at kunne forstås.
Filmen starter blidt ud med velkendte gestikulerende tegn, som alle kan være med på. En vinken efter hjælp til at finde vej, en fuckfinger mod en kammerat i klassen og et tilbud om en cigaret, men der går ikke længe før man er overladt til sin egen fantasis evne til at skabe dialoger matchende til filmens løbende handling.
Ikke fordi dette er synderlig nødvendigt, da vold, sex, had og kriminalitet er ligeså tydeligt når det bliver lagt i døve børns hænder, som hvis det var hørende voksnes.
Selvfølgelig kan den manglende dialog nogle gange gøre at man lidt mister fokus og dermed skabe forvirring. Var det vold eller drengeleg? Voldtægt eller elskov? Men scenerne er så uforfalskede og brænder igennem med så brutal kraft, at det hurtigt glemmes.
Glemmes kan dog ikke den rystende slutning, som ikke skal røbes her. Dog kan der kort siges ,at når det kommer til hævntogter er det bestemt ikke en dårlig ting, hvis dine fjender er døve.
De unge og ukendte skuespillere spiller med en rørende ildhu og kold brutalitet, og ville ganske enkelt sætte mange etablerende Hollywoodstjerner til vægs. Især drengen bag hovedrollen Grigoriy Fesenko lever sig, med sit glatte og til tider udtryksløse ansigt, så flot ind i rollen og samspillet med den imponerende Yana Novikova som Anna, slår gnister.
Filmen er en rå og usleben perle, og burde uden tvivl være en del af samtidlige skolers og gymnasiers repertoire.
Kort sagt: Vær lydhør overfor denne lydløse film.
