Det syge Syrien indefra
Med kameraet som sigtekorn dokumenterer syv venner, hvordan de oprindelige demonstrationer mod Assad i Syrien hurtigt udvikler sig til en blodig borgerkrig, og senere hvordan fængslinger, død og vold bliver en del af hverdagen i Syrien. De unge mennesker var optaget af poesien, rockmusikken og cannabisen, men vil gerne forandre den undertrykkede tilværelse i Syrien ved at starte en revolution. Efter det arabiske forår i 2011 begynder befolkningen af vende sig mod Syriens præsident Bashar Hafez al-Assad og ønsker forandring.
Vi ser gruppen af venner i tiden før, hvor ingen af dem havde forestillet sig, at tilværelsen ville ændre sig så vidt. The War Show giver et personligt og barskt indblik i konflikten i Syrien og viser gennem syriske øjeberetninger, hvordan Assad slår oprøret ned med kyniske og blodige metoder netop som optimismen havde spredt sig i landets befolkning.
”Hvis du ikke ved, hvad frihed er, hvorfor kræver du så frihed?”
The War Show er en virkelig rammende og nærgående dokumentarfilm, som tager os om bag facaden på Syriens kollaps og frem mod i dag. Før revolutionen bliver der sunget og danset i gaderne i protest mod den siddende præsident Bashar al-Assad, men vi fornemmer hele tiden, at det kan være en tikkende bombe.
Filmen er inddelt i syv kapitler: Revolution, Suppression, Resistance, Siege, Memories, Frontlines, Extremism og gennem disse følger, vi udviklingen frem mod borgenkrigen, der har sendt syriske flygtninge til alle verdenshjørner. The War Show kommer helt tæt på de små hverdagshistorier i et land i opløsning. Vi ser et anderledes billede af borgerne i Syrien. De tager ud i naturen, bader på stranden, snakker og pjatter, og fremstår som normale mennesker ligesom du og jeg og ikke ligesom det mediebillede, vi er vant til at se.
Og så kommer de grumme historier frem. Historien om Huoussam der fik hans lejlighed stormet af militæret. Familien fik at vide at han skulle forhøres i 2 timer, men 11 dage senere fik de igen besked: denne gang om at de kunne hente hans lig. Eller scenen hvor en far lærer sin 12-årige søn at skyde med et maskingevær på åben gade. Faren fortæller at drengen ikke har været i skole i 2 år og lige så godt kan deltage i modstandsbevægelsen mod Bashar ved frontlinjen.
En ”must-see”-dokumentar
The War Show er instrueret af den danske dokumentarfilminstruktør Andreas Dalsgaard og den syriske radiovært Obaidah Zytoon. Mange hundrede timers optagelser er filmet af Obaidah Zytoon og hendes syriske venner og er nu stykket sammen til en vedkommende dokumentarfilm. Zytoon og vennerne bestod af en gruppe venner på syv, hvor kun fire er i live i dag. Filmen blev vist på Venedigs filmfestival og juryen belønnede den med hovedprisen i sidekonkurrencen Venice Days.
The War Show giver et anderledes billede af Syrien og krigen dernede, både før og efter. Den giver et vigtigt billede af Syrien indefra og om, hvordan menneskerne bliver undertrykt af regimet. Som film kan The War Show virker en smule konstrueret, specielt kapitelopdelingen virker mere som huskesedler end et narrativt greb, men dens budskab og eksklusivitet gør den til en ”must-see”-dokumentar.
THE WAR SHOW trailer from DOXBIO on Vimeo.